Pages

9. okt. 2011

When the time has come to be honest

Jeg skriver dette i en kæmpe frygt for at blive dømt og få sat et mærke i nakken. Men jeg har det også sådan, at jeg bliver nødt til at få det ud. Selvom jeg har set det i øjnene, er jeg stadig en smule pinlig berørt over det. Jeg havde aldrig troet, at det skulle ske for mig, og jeg har altid tænkt: "Jamen, jeg kan godt styre mig". Det kunne jeg så åbentbart ikke.
Jeg var til fest sammen med størstedelen af mine klassekammerater og et par andre fra skolen hos en af mine venner i fredags. Jeg har aldrig været til en bedre fest, og jeg føler virkelig, at jeg havde the-time-of-my-life. Jeg lærte nye mennesker at kende, grinte så jeg havde ondt i mavemusklerne dagen efter og fik et endnu tættere forhold til en masse mennesker omkring mig. Det lyder som om, at jeg ikke har noget at være pinlig over, men det har jeg. Også selvom der er mange, der har sagt, at det er noget, der sker for alle. Men alligevel. Nok også mest fordi jeg altid har set på andre folk og tænkt, at det aldrig skulle være mig, der lå der. At det aldrig skulle være min tur til at drikke alt for meget og kaste op ud over det hele. Men det blev min tur. I den grad.
Jeg brækkede mig for groft, og jeg fik tilmed vasket håret, da der kom bræk i det. Men jeg ramte spanden hver gang, og ikke én dråbe ramte gulvet. Det er jeg faktisk stolt af. Men det andet? Hmpf, det er en hård en at sluge. Jeg kan faktisk huske, at jeg på et tidspunkt efter at have brækket mig, tudbrølede af pinlighed over, at jeg havde kastet op. Jeg undskyldte hundredevis af gange til gud og hvermand, og jeg skammede mig virkelig over det. Tankerne fløj igennem mit hoved, og jeg tænkte lang tid over, hvad folk mon egentlig tænkte om mig. Men jeg tror, jeg har været heldig, for der var ikke mange, der nævnte det, om morgenen. Jeg tror, folk har været rimelig ristede, så ristede, at det måske ikke lagde specielt meget mærke til mit stunt.
Jeg har tænkt meget over, om det bare var fordi, at jeg fik alt for meget. Hvad grunden egentlig var til, at det gik så galt. Jeg er kommet frem til, at jeg tror, det var fordi, jeg ikke havde fået synderligt meget at spise. Det var blevet til et stykke kage, et stykke lasagne og lidt chips, inden jeg begyndte og drikke. Og da jeg så fik min pizza, fik jeg hvad der svarer til et stykke, og så var der en eller anden idiot, der stjal min pizza.
Jeg nåede at have det helt vildt awesome, vælte rundt, opføre mig helt åndssvagt og kramme folk hver gang, jeg så dem, kravle ud af et vindue og kaste op.
Men ved I hvad?
Jeg havde den bedste aften i rigtig lang tid, så hvorfor egentlig være pinlig berørt? Jeg har ikke grinet så meget så længe, jeg kan huske, og jeg har mødt de mest fantastiske mennesker.
Hvad har jeg at skamme mig over?

1 kommentar:

Christa sagde ...

Rigtig godt skrevet!
Jeg synes ikke du burde være pinlig over det, den slags sker og jeg vil vædde med der var andre til den fest der havde det på samme måde, som dig.
Dejligt at hører du havde en god aften udover den lidt uheldige episode. :-)