Pages

5. sep. 2011

En popcornspisende, brøkreducerende gymnasieelev

Tjoeh, det er så mig.
Jeg sidder her og reducerer brøker (sådan nogle sindssyge nogle, som ligger så uendelig langt fra det, man lærte i folkeskolen) og spiser popcorn til lyden af regnen, der slår mod ruden. Og så lige det, der nu er på The Voice. Rigtig mange vil nok stemple mig som sindssyg, men jeg hygger mig faktisk. Jeg elsker matematik. Det er noget, jeg kan finde ud af, og så er det simpelthen den fedeste følelse, når man har kæmpet med noget, og det så pludselig går op. Jeg elsker, at man skal løse det selv, at det ikke bare er noget 'udenadslære' som historie, man bare kan slå op i en bog, at der er flere forskellige måde at finde resultatet på, og at man skal tænke sig om. Og så kan jeg nu også meget godt lide, at det ikke altid er helt nemt, så man presses til at tænke anderledes og se tingene fra en ny synsvinkel.



























Det har egentlig været en nem dag i dag. Tiden er fløjet af sted. I samfundsfag lavede vi stort set ikke noget, og i matematik lavede vi bare matematik. Reducerede brøker. Og brød vores hjerner.
Det er en af de ting, der er så fede ved gymnasiet. At timerne ligger samlet, så man ikke har de der irriterende enkelttimer, som man egentlig ikke kan bruge til noget. Og så skal man helelr ikke have en milliard forskellige bøger med.


























Efter skole blev mig og Emilie hentet af min mor. For der er sket det, at mit knæ gør ondt. I går hastede en af mine venner en crocket-bold gennem luften, og da den så skulle ned igen, tja, så stod jeg så lidt i vejen. Jeg kan godt støtte på det, det er blevet meget bedre i dag, og jeg går næsten normalt nu, men det føles mest af alt som om jeg ikke har lavet andet end at gå i dag. Og så kan det ikke strækkes helt ud eller bøjes helt sammen. Det gør ondt. Trist, men det bliver jeg nødt til at leve med. Regner dog med, at det er okay til weekenden.

Emilie er en af mine nye veninder. Hun går i min klasse, som efterhånden ikke er så ny mere. Vi er egentlig ret forskellige; hun har flot, rødt og krøllet hår, går til gymnastik, har været på efterskole et år i jylland og går i farverigt og mønstret tøj. Okay, måske ikke så flower-power som det lyder. Men der er farver på. Og så er der mig; jeg har lyst, glat og tyndt hår, går ikke til noget, er kommet direkte fra 9. klasse og går i alt andet end farver. Selvom jeg nu synes, det er blevet meget bedre.
Vi er så forskellige, men vi klikker bare. Jeg har det som om, jeg har kendt hende hele livet, og vi har det bare så sjovt. Vi har præcis den samme sorte (til tider ret perverse) humor, og det er bare så fedt. Jeg har mange gode veninder, dejlige og unikke veninder, men jeg tror hurtigt, at Emilie kunne blive en af mine aller bedste veninder.


























Det er rart, for jeg føler virkelig, at Emilie også kan lide mig. Jeg tror, det her kan blive til noget stort.

Nu vil jeg gå ned og hjælpe mor med at lave mad. Magnus er til overnatning på skolen (det er min tur på onsdag), og Torsten er på skole. Så det er kun mig og min mor. Selvom jeg egentlig helst vil lukke mig inde på værelset, så skal det nok blive hyggeligt.

Hvordan går det med jer, søde læsere?

1 kommentar:

Amanda sagde ...

Føj, jeg hader matematik! :(<3
---<
Jeg synes det første rum var rigtig godt. Der hvor man kunne læse brevene, meget rørende! Men jeg synes resten af rummene var lidt bob-bob ;-)<3