Pages

27. sep. 2011

When all you want to do is to scream


























Hvorfor er det, at vi er så gode til at dømme hinanden?
Det er noget, jeg tænker meget over. Noget, der ikke kan forlade min hjerne, men som jeg samtidig heller ikke kan finde svar på. Er det fordi vi inderst inde altid vil være misundelig på hinanden over et eller andet? Er det fordi vi ikke er tilfredse med os selv? Eller er det bare fordi vi lever i et samfund, hvor man ikke kan gøre noget uden at blive dømt? Uden at få sat et mærke i nakken? Nogle gange spekulerer jeg på, om der er nogen, der bare ser mig som Camilla. Eller om der altid vil hænge ord som nørd, klog, underlig, går i terner, har sort humor ingen forstår, enebarn, hysterisk eller svag. Hvordan sætter man ordene sammen, så man får hvem jeg er? 

I øjeblikket er skolen lidt hektisk, da vi skal aflevere både teknologi-rapport og samfundfags-rapport og 'fremlægge' det hele ved vores stand til en messe. Det skal nok blive fedt, når vi endelig står til messen og det hele er klar, men lige nu er alting stresset og der er tusind løse ender, der skal gøre færdige. Kryds fingre for mig og send mig rare, smukke tanker. Det får jeg brug for. Det bliver svært at undgå, og det kommer til at blive hårdt for mig at bevare fokus og godt humør, når jeg står i kampens hede og det hele farer rundt om ørerne på mig.

25. sep. 2011

I see those people as my friends











Jeg fik denne søde kommentar til indlægget "At føle man kender folk, man egentlig ikke kender".
Og så syntes jeg, det ville være synd kun at dele det med Johanne, og ikke jer alle sammen. Er ikke engang sikker på, at I er interesserede, men nu blotlægger jeg mine følelser, og så må I tage det eller lade være. 

Jeg har det sådan med 5 bloggere.
5 personer, jeg føler, jeg har kendt hele livet. De føles som nogle af mine tætteste venner, selvom jeg aldrig har mødt dem.
















Amanda er en af dem. Hun har bloggen madeindk.dk, og hun er virkelig en sød pige. Hun virker altid glad, og så er hun altid sød at kommentere på mine indlæg og komme med ris og ros. Du er sgu skøn, Amanda.












Clara er helt igennem skøn. Hun har bloggen blaaaura.blogspot.com, hun har en kanon-fed stil og så har hun ben i næsen. Hvad han jeg sige? Clara er virkelig et dejligt væsen!












Johanne har den fedeste stil. Hun har bloggen goldenfashiondreams.blogspot.com, hun er rigtig god til at skrive små, søde kommentarer, og så tager hun nogle fine billeder. Du er sød, Johanne.

















Karina er en sej og modig pige, som er ærlig og som jeg har dyb respekt for. Hun har bloggen kisskarina.blogspot.com, hvor hun deler fine billeder og dybe følelser. Karina, du er virkelig dejlig.


















Nanna er en meget naturlig pige, som tænker meget over tingene. Hun har bloggen nannafinch.blogspot.com, hvor hun skriver sine inderste tanker ned. Hun er sød, eftertænksom og kritisk. Men det er kun godt ment. Tak til Nanna, du sætter bestemt tankerne i gang.

20. sep. 2011

I see the light



























Jeg var til begravelse i dag, en begivenhed som jeg egentlig synes er ret smuk. Det der med at man samles for at mindes ens kære, synger for dem og tænker tilbage på gode og mindre gode øjeblikke. Da jeg sad dér i kirken og kiggede på kisten, tænkte jeg over døden. Hvordan mon det er? Bliver det som at ligge og tænke i mørke, eller ser man ned på den verden, man forlod? Kommer man et nyt sted hen? På en eller anden underlig måde fascinerer døden mig lidt, for der er noget mærkværdigt over, at man aldrig kommer til at vide, hvordan det er. Med mindre at man rent faktisk har et liv efter døden. Og jeg ved ikke helt hvad, der gør det, men det tror jeg ikke på. Døden er noget underligt noget, for jeg kan ikke helt forholde mig til det. At folk bare forsvinder, og lader os andre være tilbage med savn og tårer.
Jeg har kun været til begravelse én gang før, og det kom bag på mig, hvor meget det rent faktisk rørte mig. Tårerne løb ned ad mine kinder og efterlod spor efter min mascara, og jeg kunne slet ikke stoppe den strøm af følelser, der løb igennem mig. En strøm af følelser, jeg ikke rigtig kan beskrive. For det var ikke savn, og jeg var ked af det, men ikke som når nogle sårer mig. Jeg var ikke skuffet eller vred, og jeg følte mig ikke forladt. Det var bare sådan sørgeligt. At præsten sagde smukke ting imens jeg sad og kiggede på kisten og alle de flotte blomster omgivet af en lidt trykket stemning. Det er ikke til at beskrive, det er noget helt specielt.
Jeg græd meget den dag, og det var ikke engang en, der er i min rigtige familie. Det var en, der altid havde været i mit liv, måske ikke så meget, men han var der bare. Og det havde han altid været. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det ville føles og hvor meget, jeg ville græde, hvis det var en tæt på.
Mit hjerte ville bløde og efterlade en kæmpe plet inden i mig. Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen bare af at tænke på det.

Giveaway hos madeindk.dk



Jeg ville egentlig bare fortælle jer, at der er en giveaway på madeindk.dk, der slutter d. 1 oktober.

Tror egentlig ikke, at jeg selv deltager, da jeg ikke går med andet end mascara sådan altid. Jeg synes altid, det ser dumt ud til mig. Men det afholder mig ikke fra at fortælle jer det, og sige, at Amanda er den sødeste pige.
STORT KRAM TIL HENDE!

19. sep. 2011

Music makes even chemistry nice



























Sidder her med mine kemi-lektier til i morgen. Det er ikke fordi, det er kedeligt, og jeg ikke kan lide kemi, for det kan jeg mægtig godt. Det er spændende, og vi har en rigtig god lærer. Det synes jeg i hvert fald. Men det tager bare så lang tid at skrive noter, og man bliver hurtigt træt i hovedet. Også selvom det er spændende. Vi har om ioner i øjeblikket, så jeg skribler om sammensatte ioner, iongitre og krystalvand. Når jeg er færdig med det, står den på en enkelt fysikopgave, som skal afleveres onsdag, og så tror jeg, jeg gør min gruppe en tjeneste og skriver på vores samfundsfagsrapport om spørgeskemaundersøgelser. Det er gymnasielivet. Og det er ikke engang fordi, det er slemt. Det er rent faktisk vand i forhold til lige da vi var startet.

Har I mange lektier for for tiden? Eller kan I tage det stille og roligt?

18. sep. 2011

At føle man kender folk, man egentlig ikke kender



Jeg har tænkt meget over noget. Jeg har tænkt meget over det med, når man føler man kender nogle, som man egentlig ikke kender. I hvert fald ikke i praksis. Der er et par blogger-piger, jeg føler jeg kender så utrolig godt, men som jeg aldrig har mødt. Jeg har aldrig set dem i virkeligheden, jeg har ikke hørt deres stemme eller snakket med dem. Men alligevel føler jeg, jeg kender dem. Jeg føler, jeg kender dem så utroligt godt. Det er sjovt sådan som man kan få følelsen af at kende folk uden egentlig at kende dem. For selvom man læser deres blog, har læst hvert et indlæg siden en bestemt dato, så kender man dem ikke. Eller gør man? Jeg kan ikke helt finde ud af det. Kender jeg en person, når jeg har hørt deres tanker og ved hvad de laver stort set hver eneste dag? Kender jeg en person, når jeg har set billeder af vedkommendes venner og familie? Kender jeg dem, når jeg bliver inspireret af dem og begynder at kalde dem smukke eller søde?
Og hvad så med, når de også læser min blog og kender mine inderste tanker? Kender man så hinanden? Er man så 'venner'? Jeg ville ikke sige at de var venner. For selvom de støtter mig og kommer med gode råd, selvom de gør mig glad, så har jeg stadig aldrig mødt dem, og jeg ved ikke, om jeg ville kunne døje dem i virkeligheden. Kan det overhovedet være muligt? At synes en person er sød på skrift, og så ikke kunne med dem i virkeligheden? Det tror jeg virkelig ikke. Det vælger jeg ikke at tro. Jeg vælger at tro på, at de har det lidt på samme måde, at de også føler, de kender mig.

Har I nogensinde prøvet noget lignende? At føle man kender folk, man egentlig ikke kender?

17. sep. 2011

Livet er...



... at sidde under dynen og se en god film.

Right now everything is like a rainy day in September




























Jeg var til tøsehygge med tre af mine veninder i går. Vi fik vendt verdenssituationen, set film, sunget med på populære sange og grint til vi fik ondt i maven. Vi hyggede os virkelig, og jeg havde en rigtig god aften.
Da jeg cyklede hjem, kørte jeg forbi Magnus og sagde hej til ham og hans venner, som måske også er blevet mine venner, og hørte sjove historier fra deres aften. De havde drukket mere end rigeligt, og der var et par stykker der havde brækket sig og sagt sjove ting. Jeg ved ikke hvorfor, det er ret underligt, men jeg kan så godt lide fulde mennesker. Det er sjovt, og så giver de altid folk komplimenter.

Nu sidder jeg så hjemme hos far og har det godt i mit eget skidt. Jeg har hverken været i bad eller børstet tænder, men det føles på en eller anden måde rart. Jeg er ikke helt vågen og har det en smule varmt, men det er rart og hvorfor så lave det om? Men jeg tror nu alligevel, jeg tager et hurtigt bad. Jeg har det trods alt aller bedst, når jeg har været i bad. Og det skal ikke tage mere end tre minutter, og jeg gider ikke at vaske mit hår. Jeg skal bare have skyllet kroppen, jeg skal bare mærke det kølige vand løbe ned ad min krop og fange følelsen af renhed. Og så hopper jeg tilbage i mit varme tøj, finder noget at spise og ligger mig ind og ser en film.
Ja, det er planen. Sådan skal denne regnfulde dag i september spenderes.

Hvad skal I lave i dag, skønne mennesker? <3

16. sep. 2011

Thank God it's friday



























Oh yeah, om 6 lektioner hedder det weekend. Jeg kan næsten ikke vente, jeg har virkelig brug for at det bliver weekend. De sidste timer bliver hårde, for jeg ved, at vores fysiklærer bare kommer til at stå og snakke om alt og ingenting, om noget, jeg ikke har læst om, da jeg havde glemt bogen på skolen. Flot, Camilla.
Men det bliver godt med fredag, men fredagscafé på skolen og tøsehygge med mine fantastiske veninder. Det bliver godt med grin og latter og tid til at gøre, hvad man har lyst til, i stedet for lektier og planer. Det bliver godt at glemme tid og sted bare for en stund og grave mig ned og være lykkelig. 

Har jeg nogensinde nævnt, at I er skønne??

15. sep. 2011

Valg?

VALG? RØD BLOK? HØJ SKAT? BLÅ BLOK? EFTERLØN?

Jeg er træt af valg. Af at alting skal handle om rød og blå blok.
Nu går jeg jo på gymnasiet, og mange flere går op i det med at der er valg. Der har været paneldebat på skolen, og jeg vil ikke sige, at det var kedeligt. For jeg syntes rent faktisk, at det var spændende. Det indrømmer jeg blankt. Og jo, jeg er blevet mere interreseret i politik, og jeg ville virkelig gerne være et af de mennesker, der vidste lige præcis hvem, jeg stemmer på og hvorfor. Men det gør jeg ikke, det er jeg ikke, for når det kommer til politik og hvem der står for hvad, så er jeg ret så blank. Jeg har aldrig gået op i det, for jeg har altid syntes, at det ikke rigtig havde noget med mig at gøre, at jeg ikke skulle bruge det til noget. Men nu er jeg gymnasieelev, og jeg synes ærligt talt, at det er kommet lidt for tæt på. Det er kommet bag på mig, og jeg er overrasket og lidt skræmt. Skal det hele til at handle om politik? Skal jeg nu kunne sige lige præcis hvem jeg stemmer på og hvorfor jeg gør det? Skal jeg kunne diskutere politik? Og kommer det hele til at handle om det fra nu af?
Jeg er stadig blank angående politik, men hvis jeg selv skal sige det, er jeg stolt af mig selv. For jeg har formået at få bare en lille smule forståelse for det hele. Det irriterer mig bare, at jeg ikke kan finde ud af, hvad de forskellige partier sådan nogenlunde står for. Er det høj eller lav skat? Går de ind for efterløn? Jeg kan ikke finde hoved og hale i det hele, og det forvirrer mig sindssygt meget.
Er jeg den eneste, der har det sådan, eller er jeg bare et meget blankt menneske, når det kommer til politik?

Som en af mine venner skrev så fint på facebook: Fuck valget, jeg vil hellere se Desperate Housewives!

My love








































Som I nok husker, smed jeg min anden MacBook White i vandet, og lige siden har batteriet og nogle andre ting været i stykker. Den kunne ikke holde strøm bare 2 sekunder, og det var mega-irriterende sådan hele tiden at skulle være i nærheden af en stikkontakt.
Men det er slut nu. MacBook Pro 13" er havnet i mine hænder. Jeg er lykkelig, og jeg kan ikke lade være med at smile.
Can't deny, jeg elsker den.

13. sep. 2011

At være inspirerende, unikt og god?



Hvordan mon man er det? Er jeg det? Og hvorfor vil jeg så gerne være sådan?

12. sep. 2011

Life's not about waiting for the storms to pass...It's about learning to dance in the rain."













Musik, stilhed, tanker.

De der spørgsmål, dér

Som I måske husker, fik jeg to blogawards (link), og i den anledning spurgte I mig om nogle spørgsmål.
Jeg har svaret på dem så godt jeg kan, så læs med og lær mig lidt bedre at kende.



Hvorfor blogger du?
Altså det er jo et meget klassisk spørgsmål. Men jeg blogger, fordi jeg kan lide det. Jeg synes, det er rart at få mine tanker skrevet ned, da det tit gør rigtig meget. Især hvis man ikke har lyst til at snakke med nogen om det, men også bare at få bearbejdet det og se det lidt i øjnene. Og så synes jeg det er rigtig fedt, at der flere gange er kommet kommentarer med, at folk godt ved, hvad jeg mener, og at de tit kan referere til det, jeg skriver om. Og det gør mig glad.

Hvorfor startede du med at blogge?
Fordi jeg syntes, det ville være sjovt. Jeg har haft en blog før, både en alene og så en med min kusine. Men jeg var ikke så gammel, og der var slet ikke det fællesskab, som jeg føler nu. Så jeg stoppede, og så startede jeg så igen for over et år siden.

Hvorfor læser du ikke Emma og Christas blogge mere?
Jo, nu skal I høre. Begge blogge er rigtig fine og begge piger virker rigtig søde, men da jeg efterhånden ikke synes, jeg har så meget tid, så har jeg begrænset de blogs jeg læser det det minimale. Og ja, så synes jeg bare, der er blogge med finere billeder og tekster, der betyder mere. Blogge, der måske handler lidt mere om det, jeg interesserer mig for.

Hvor lang tid har dig og Magnus været sammen?
Vi har været sammen lidt over et år. For at være helt præcis, så er det et år og en måned d. 26 september.

Tror du, det er jer to for altid?
Det ved jeg ikke, det er så svært at sige. Måske kunne jeg sige det, hvis jeg var bare 10 år ældre, men jeg er kun 16, og jeg synes måske, at det er et lidt stort spørgsmål. Jeg har stadig så meget at lære, og der er så mange ting, jeg endnu ikke har prøvet og gjort. Jeg føler lidt, at det egentlig er lidt åndssvagt, sådan at sige, at man skal være sammen for altid. Man kan måske sige, at i øjeblikket er det én bestemt person for altid. Men tingene ændrer sig, man ændrer sig, verden og menneskerne omkring én forandrer sig. Og så er det ikke sikkert, at det er den person mere. Ikke at det nødvendigvis er dårligt, for jeg ser sådan på det, at så længe man har haft det godt og kommer ud af det som mennesker, der kan snakke sammen og sige hej på gaden, så har det været et godt forhold, og så er det måske fair nok at have ændret sig. Bare man kan kigge tilbage på det med et smil.
Men mig og Magnus passer så utrolig godt sammen, vi klikker bare. Vi griner, vi sviner hinanden til, vi joker og vi har det så skønt. Vi kan snakke sammen, om alt mellem himmel og jord. Jeg er så utrolig glad for Magnus, og jeg føler virkelig, vi passer sammen. Og ja, jeg håber vi holder længe endnu. Men for altid? Det ved jeg nu ikke, det er et vidt begreb, og der kan nå at ske så meget. Vi er jo kun 16.
Så måske, måske ikke. Hvem ved?

Hvilke tre ting vil gøre dig allermest lykkelig på en kold, grå og regnfuld novemberdag?
Hmm, den var svær.
Efter mange overvejelser har jeg fundet ud af, at min seng, et par tykke uldsokker og noget god, stille og roligt musik kan gøre mig nærmest lykkelig.

120911

Om lidt går jeg ned og mødes med Emilie, vi skal ned og blande slik og så skal vi hjem og sortere billeder, se film og snakke. 

Hvad skal I lave i dag dejlige mennesker? 

11. sep. 2011

Introtur aka overnatning på skolen vol. 2

Vi havde det så vildt og så fantastisk sjovt.
Og så er jeg lykkelig for min klasse. Vi har det bare så godt sammen.
Her ser nogle af os sjove ud på 8 ud af 798 billeder.

Stomp. (Læs: vi spillede på foderspande spændt fast om vores liv, trampede i gulvet med vores fødder, klappede med vores hænder, jog træpinde ned på træplader og slog træpindene med mindre træpinde, rystede med flasker med ris i, spillede på blikspande og plasticspande og fik det hele til at spille sammen, så det lød helt fantastisk. Så fedt. Også selvom mange inkl. mig, havde svært med det der rytme.)

Fra venstre: Mikkel, som står og stener ret så meget, Mig og Emilie der fjoller, og Søder.

Stomp-manden. Han hed vist Peter eller noget i den dur.

Fra venstre: Mig, Søder og Emilie, der har det umådelig sjovt.

Fra venstre: Sofia, Emilie, Mig, Ole og Søder

Ole, der laver limbo.

Mikkel og jeg.

Søder og Emilie.

























Vi stomp'ede med en mand udefra. Vi gik i Netto og tog en milliard billeder på vejen. Vi mærkede blæsten i håret på vej hjem. Vi lavede mad. Vi spiste allesammen sammen i Nordsalen. Vi snakkede, vi grinede, vi lavede sjov og fortalte dårlige jokes. Vi spiste chips. Vi sad i vindueskarmen med fødderne ude af vinduet og snakkede om alt mellem himmel og jord. Vi klikker godt sammen, vi kan godt tage hinandens dårlige humor. Vi har det godt sammen.

Skjulte signaler



Kender I det, at man havde været sammen med nogle mennesker og syntes de var vældigt søde, og egentlig godt kunne lide dem og troede de godt kunne lide en og ikke havde noget imod, at man var med, og det så viser sig, at de åbentbart ikke helt forstår, hvorfor man altid er med?
Jeg troede helt seriøst, at de godt kunne lide mig, og at de havde det helt fint med, at jeg altid var med. Der var ingen, der nogensinde havde nævnt noget om det. Og så nu, så kommer det som en kæmpe mavepuster. Det slog luften ud af mig, tog vejret fra mig. Lige nu gisper jeg efter vejret, og prøver at forstå det. Gennemgår hvert eneste øjeblik, jeg kan huske, for signaler på det. Bare så jeg kan fortælle mig selv, at det var mig, der ikke opfattede det. At det er min skyld, at jeg nu ikke har det særlig godt, og at jeg egentlig føler mig lidt gjort til grin. Måske fordi jeg egentlig troede på det.

Jeg forstår det godt. På en måde. Det er vel fair nok, at de ikke gider, at jeg kommer og klemmer mig ind og tror, at jeg er en del af det. Det er fair nok. At de helst vil være dem.
Men det er bare det, at jeg ikke kan finde nogen forklaring på det. Jeg kan ikke finde nogle tegn på, at jeg skulle holde mig væk, og have ladet være med at klemme mig ind.

På den ene side synes jeg, det er fair nok. Og på den anden side forstår jeg det ikke.

7. sep. 2011

Introtur aka overnatning på skolen

Jeg sidder lige nu på skolen med Emilie, Mathias og Frederik. Vi skulle egentlig være på stjerneløb, men takket være mit knæ tør jeg ikke være med.
Jeg tror, det bliver sjovt og hyggeligt at skulle overnatte med klassen, selvom det nok bliver lidt underligt, når det er første gang.


Tak fordi I læser med, kære mennesker. I gør mig glad! <3

- from my iPhone. Big smile.

6. sep. 2011

Cozy
































Det rart, det er mørkt, det er photobooth.
Her er hvad jeg havde på i går.

5. sep. 2011

Jeg vil gerne ...

Jeg vil gerne ...

Answer here

Fraggelfest

Jeg ville egentlig have lavet engelsk, men der kom ikke mere ud af det end at jeg sad og stirrede på det blanke stykke papir. Og efter 15 minutter gad jeg simpelthen ikke mere.

Så her får I lige et billede eller to fra fredagens fraggelfest (læs: På gymnasiet er alle 1.g'erne fraggler. Og til årets fraggelfest må alle 2- og 3.g'er tegne og skrive på fragglerne med sprittuscher). Og det resulterer så i, at man ser sådan ud:






































Emilie og jeg. Hun er nu dejlig! <3






































Og det er faktisk ret løgn. Billederne er taget til opvarmningen, vi var til med nogle af 2.g'erne, som havde været så awesome at invitere os med. Det hele blev meget værre da vi kom op på skolen. Lad os bare sige, at jeg havde sprittusch i hovedet, på halsen, på skuldrene, på armene, på maven og på ryggen. Og rent faktisk også mellem brysterne. Jeg var rent faktisk glad for, at have taget lange bukser på, selvom det var varmt. Men sjovt var det! Og det fedeste var, at sprittuscherne ligesom lagde op til, at man snakkede med de andre, når de kom og skrev på en. Det synes jeg, er et rigtig fedt koncept, for så fik man snakket med nogle af de andre, så man ikke kun kender dem fra sin egen klasse.

En popcornspisende, brøkreducerende gymnasieelev

Tjoeh, det er så mig.
Jeg sidder her og reducerer brøker (sådan nogle sindssyge nogle, som ligger så uendelig langt fra det, man lærte i folkeskolen) og spiser popcorn til lyden af regnen, der slår mod ruden. Og så lige det, der nu er på The Voice. Rigtig mange vil nok stemple mig som sindssyg, men jeg hygger mig faktisk. Jeg elsker matematik. Det er noget, jeg kan finde ud af, og så er det simpelthen den fedeste følelse, når man har kæmpet med noget, og det så pludselig går op. Jeg elsker, at man skal løse det selv, at det ikke bare er noget 'udenadslære' som historie, man bare kan slå op i en bog, at der er flere forskellige måde at finde resultatet på, og at man skal tænke sig om. Og så kan jeg nu også meget godt lide, at det ikke altid er helt nemt, så man presses til at tænke anderledes og se tingene fra en ny synsvinkel.



























Det har egentlig været en nem dag i dag. Tiden er fløjet af sted. I samfundsfag lavede vi stort set ikke noget, og i matematik lavede vi bare matematik. Reducerede brøker. Og brød vores hjerner.
Det er en af de ting, der er så fede ved gymnasiet. At timerne ligger samlet, så man ikke har de der irriterende enkelttimer, som man egentlig ikke kan bruge til noget. Og så skal man helelr ikke have en milliard forskellige bøger med.


























Efter skole blev mig og Emilie hentet af min mor. For der er sket det, at mit knæ gør ondt. I går hastede en af mine venner en crocket-bold gennem luften, og da den så skulle ned igen, tja, så stod jeg så lidt i vejen. Jeg kan godt støtte på det, det er blevet meget bedre i dag, og jeg går næsten normalt nu, men det føles mest af alt som om jeg ikke har lavet andet end at gå i dag. Og så kan det ikke strækkes helt ud eller bøjes helt sammen. Det gør ondt. Trist, men det bliver jeg nødt til at leve med. Regner dog med, at det er okay til weekenden.

Emilie er en af mine nye veninder. Hun går i min klasse, som efterhånden ikke er så ny mere. Vi er egentlig ret forskellige; hun har flot, rødt og krøllet hår, går til gymnastik, har været på efterskole et år i jylland og går i farverigt og mønstret tøj. Okay, måske ikke så flower-power som det lyder. Men der er farver på. Og så er der mig; jeg har lyst, glat og tyndt hår, går ikke til noget, er kommet direkte fra 9. klasse og går i alt andet end farver. Selvom jeg nu synes, det er blevet meget bedre.
Vi er så forskellige, men vi klikker bare. Jeg har det som om, jeg har kendt hende hele livet, og vi har det bare så sjovt. Vi har præcis den samme sorte (til tider ret perverse) humor, og det er bare så fedt. Jeg har mange gode veninder, dejlige og unikke veninder, men jeg tror hurtigt, at Emilie kunne blive en af mine aller bedste veninder.


























Det er rart, for jeg føler virkelig, at Emilie også kan lide mig. Jeg tror, det her kan blive til noget stort.

Nu vil jeg gå ned og hjælpe mor med at lave mad. Magnus er til overnatning på skolen (det er min tur på onsdag), og Torsten er på skole. Så det er kun mig og min mor. Selvom jeg egentlig helst vil lukke mig inde på værelset, så skal det nok blive hyggeligt.

Hvordan går det med jer, søde læsere?