Pages

3. aug. 2011

Addicted no more, I'm ready to fight

Specielt her imens jeg har været på ferie, så langt væk fra mine venner, har jeg haft en eller ting med Facebook. Sådan lidt en afhægighed. Et desperat forsøg på at holde kontakten med dem derhjemme i håb om, at de ikke glemmer mig.
Det er nemlig gået op for mig, at jeg egentlig ikke har så mange venner. Jo, jeg har da okay mange venner, men jeg har ikke særlig mange af de der venner, man altid er sammen med og som ikke bor så langt væk. De venner, man ringer efter, når man keder sig, og som så to minutter efter står uden foran døren. Jeg har ikke en gruppe venner, jeg altid er sammen med. Jeg har ikke et fællesskab. Og det er jeg så skide ærgelig over, for jeg har her det sidste stykke tid haft indblik i et fællesskab. Et fællesskab, hvor man er som brødre og søstre, hvor man griner og græder sammen. Hvor man altid er sammen. Hvor man har mange interne jokes. Og hvor man har det fantastisk sammen.
Rent ud sagt er jeg pisse misundelig.
Jeg har det forfærdeligt over det, og jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive en af de der jaloux typer. Men det er jeg åbentbart. Jaloux på det, de har sammen. Den kærlighed, der er mellem de mennesker. Det er virkelig kærlighed, på højeste plan. Det er noget helt specielt, og jeg vil så umådeligt gerne være en del af det. Men det kan jeg ikke, jeg kan ikke få mig selv til bare at prøve på at blive en del af. Jeg vil ikke ødelægge noget, jeg vil ikke mase mig ind og lade som om, jeg er en del af noget, jeg ikke er en del af. Jeg er kun en del af det i mine drømme, det er kun noget, jeg ønsker.
De mennesker har noget, jeg så inderligt ville ønske, jeg havde. De har et fællesskab. De har noget helt unikt. Og som jeg ikke har noget der bare på lang afstand ligner.



Men jeg har besluttet mig for at være stærk og snakke med nogen om det. Så bliver det i det mindste holdt på et minimum. Så bliver det ikke noget sort tåget noget, der hober sig op i mit hjerte og får mig til at bryde sammen til sidst.
Jeg vil opbygge mit eget fællesskab, jeg vil have mig mine egne unikke venskaber. Det kommer til at tage tid, det kommer til at koste blod og sved og måske endda tårer, en masse vilje og tro. Men der er god mulighed for det, jeg starter snart på gymnasiet sammen med en masse fremmede, random mennesker. Personer, jeg kan lære at kende fra scratch af. Det bliver hårdt, for jeg har altid været et menneske, der har haft meget brug for tid alene. Det har jeg stadigvæk, men jeg er ældre og mere moden. Og så er jeg villig til at kæmpe.
Jeg er villig til at gå efter mine drømme. Til at gå efter det, jeg vil have.

3 kommentarer:

Johanne sagde ...

HOLD KÆFT MILLA - DU ER FANDME FOR SEJ, DU ER! :-)

xx

Karina sagde ...

Du så fantastisk Milla <3 Jeg håber og ved at det bliver godt på gymnasiet. Du har modet! Må jeg spørge hvilket gymnasium du skal på? :)

Johanne sagde ...

Du er virkelig en skøn pige Milla - og du er så modig! :-) <3 Du må kalde mig lige hvad du har lyst til, mine veninder kalder med joé, joéy, eller joh ;-) <3