Pages

31. aug. 2011

Der er sket et mirakel

MIT WEBCAM VIRKER!
Og jeg har gået og troet siden jeg druknede min computer i foråret, at det ikke virkede. Det gjorde det ikke. Og det gør det nu. Jeg er så glad, jeg har savnet dig kære webcam!


Amy KR presents..."The Money Tree"



En af mine venner havde lagt denne ud på facebook. Synes virkelig, den er fin. Det beskriver så godt, det der med, at folk går i deres egen verden. Det der med, at man kigger, men man egentlig ikke rigtig ser, hvad man kigger på. Man registrerer det ikke, fordi man tror, at alt er 'som det plejer at være'.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at prøve at lave noget lignende en dag. Det ville være så livsbekræftende, så fint, at se folks ansigter og deres reaktioner, når de opdager det.

En anden ting, jeg faktisk også godt kunne tænke mig at gøre, er, at stille mig ind på strøget eller et sted noget lignende med et kæmpe skilt med 'FREE HUGS' skrevet på. Jeg så det, da jeg var med klassen i Prag sidste år. Det var så smukt på en eller anden måde, og jeg blev glad i hele kroppen.
Her er hun så, min free-hugs-pige fra Prag. Hun var så sød!






































I dag kommer Josephine og ser vores fine, lille gule hus. Jeg ved, at det nok skal blive hyggeligt og godt at se hende, men hvis jeg skal være ærlig, så har jeg faktisk slet ikke lyst til at være sammen med hende i dag. Okay, det lyder mega-ondt, men sådan er det slet ikke ment. Jeg føler bare ikke, at vi har så meget til fælles mere. Vi bor så langt fra hinanden og vi går på to forskellige gymnasier. Vi lever to vidt forskellige liv, og nu har vi ikke rigtig noget, der kan binde os sammen mere. Noget, vi har til fælles.

Har I noglesinde prøvet det?

30. aug. 2011

Sygdom

Okay, jeg tog hjem fra skole. Efter sølle 2 timer. Det startede ellers ud rigtig godt, men efter bare et kvarter i vores lille, indelukkede klasseværelse, hvor luften er tyk af træthed og computernørder. Mit hoved dunkede som var det ved at springes og jeg kunne ikke koncentrere mig.
Så nu sidder jeg herhjemme under dynen og ser CSI og spiser poletter og prøver på at tage mig sammen til at lave matematik til i morgen. Kender I det, at man er hjemme men bare ikke orker at lave lektier? Sådan har jeg det lige nu. Alt andet er mere attraktivt end brøker og ligninger. Wonder why.






































Billedet er fra USA en aften, hvor min lillebror tog en masse billeder af mig.

Blog-awards

Okay, jeg er blevet tagget i hele to blogawards!
Det er ret vildt, er stadig helt mundlam over det.
Jeg takker og bukker, og siger med et kæmpe smil på læben tak til IJUSTWANTMONEYFORCLOTHES og Ditte.

Det hele går ud på, at man
1) skal linke til den, man har fået award'en af,
2) sende awarden videre til 5 bloggere der har under 100 læsere og
3) svare på 5 spørgsmål.


























Et billede af mig med lyst hår og et stort smil på læben. Det er fra Florida 2011, lige inden vi skulle ind og se baseball. Kan I se det i mine øjne? Det er ægte glæde.

Nu er det så, at jeg skal svare jer på 5 spørgsmål, men twistet er, at jeg liiiige selv skal lave dem først, fordi jeg ikke rigtig er en copy-paste-haj. Og ved I hvad? Så er det altså heller ikke sjovt at svare på sine egne spørgsmål. Så jeg tænkte på, om I ikke kunne stille mig spørgsmål, og så finder jeg 5 (eller flere) af jeres spørgsmål og svarer på dem? Så får I lov til at være nysgerrige, og jeg slipper for at gå og vride min hjerne for ordentlige spørgsmål.
Hvad siger I til det?
Er jeg for doven, eller er det okay?


Jeg vil gerne give awarden videre til:
nannafinch.
Christa
Emma
Karina
Clara
(Og jeg ved godt, at jeg har snydt.
Karina og Clara har over 100 læsere. Men de fortjener det virkelig. De er sådan nogle fantastiske piger, som egentlig betyder ret meget for mig, selvom jeg ikke kender dem, og aldrig har mødt dem. Jeg læser deres blogs, og de læser min. De støtter mig og jeg støtter dem. Og på en eller anden måde har det udviklet sig til en form for venskab.
Nanna fortjener det virkelig også. Hun er en rigtig sød pige, med en rigtig stærk personlighed og samtidig et væld af forvirrede og underlige tanker. Jeg læser også hendes blog, og hun er virkelig noget specielt.
Christa og Emmas blogs læser jeg ikke, men jeg har læst dem engang. De er også begge rigtig søde, og de har begge kommenteret her på Millarikke. flere gange. De er to af mine læsere, så derfor fortjener de det bestemt også!)

Tak mennesker, jeg sætter virkelig pris på jer. Hver og én. I gør mig glade, jeres søde ord og støtte er virkelig med at lette mit hjerte og gøre himlen blå. Tak, tak, tak! <3

29. aug. 2011

Et ordentligt indlæg

Jeg undskylder. Over for jer, men også overfor mig selv. For ikke at have haft tid til at evaluere mit liv på en ordentlig måde, for ikke at fortælle jer om det.
Så here you go. En frisk start på en eller anden måde.
Jeg lover jer, jeg lover mig selv, at jeg fremover vil bruge tid til at fortælle jer om mit liv og mine følelser.
Og nu starter jeg her. Lige nu, lige her, hvor jeg sidder i min seng med snøftede næse og våde øjne. Og det er ikke fordi, jeg er ked af det. Jeg er så helvedes forkølet at det er til at tude over. Jeg har været hjemme i dag, set film og slappet af, pudset næse og spillet tetris. Og fået 3,8% fravær. Det er noget af det, der er helt anderledes ved gymnasiet. Alting er så seriøst (okay, måske ikke når 17 ud af de 21 elever vi er i klassen bruger undervisningstiden på at spille tetris og andre ligegyldige spil), men det der med, at man får fravær. Det hele er på én måde blevet så voksent, så modent, og set fra en anden synsvinkel, så tror jeg, at gymnasieelever er de mennesker, der har det fedest. Uden tvivl. Alle festerne, alle de forskellige mennesker. På en anden side er det så fyldt med grin og latter.

Jeg vil lige vise jer mine nye sko og bukser. Begge par sko er fra Vagabond, støvlerne kostede 900kr og skoene kostede 200kr på udsalg. Bukserne er fra Global Funk, og kostede 399 hver.
Jeg er helt vild med støvlerne, de er bare så rå, så fede, og jeg kan næsten ikke vente til at de er blevet slidte. Det kommer til at se så fedt ud til et par cowboybukser og en skjorte eller et par shorts og en tanktop.
Bukserne er virkelig også noget, jeg glæder mig til at bruge. Det er virkelig noget, jeg mangler, og så sidder de bare pisse godt! Og så er de lyse farevr virkelig også et plus. Elsker lyse cowboybukser. Måske fordi jeg tit går med sorte og grå overdele og det kommer til at se lidt dystert ud med mørke jeans, haha.








 


Nu har I fået en update af mit liv, så vi tager også lige situationen i mit hoved. Og i mit hjerte.
Jeg har det godt, ligesom jeg skrev for i sidste indlæg. Jeg griner og smiler og elsker mit liv. Men der er noget der irriterer mig så grænseløst og som virkelig gør mig ked af det.
Min mor har sagt, at jeg ikke måtte sove sammen med Magnus i aften, fordi vi har haft 'mor-datter-dag' i dag. Hun vil gerne have lov til at kunne være sig selv uden at mig og Magnus render rundt herhjemme. Og det er jo også fair nok. Men det er bare det der med, at jeg så ikke må tage hjem til Magnus. Næh nej, jeg skal blive hjemme. Og han må ikke sove her. Selvom vi faktisk har sovet sammen hver nat lige siden skolestart. Det gør mig glad at være sammen med Magnus, han gør mig glad. Det er rart at han er den sidste jeg ser, inden jeg falder i søvn og den første, jeg ser, når jeg vågner op om morgenen. Derfor er det virkelig hårdt, at jeg 'ikke må være sammen med ham'. Det er én ting.
Men en anden ting er så den måde, Magnus håndterer det på. Jeg forstår ham godt, at han bliver irriteret og såret, for han føler, at det hele er hans skyld og at min mor har noget imod ham. Og det har hun slet ikke, overhovedet ikke. Jeg forstår han godt. Men det gør mig så ked af det, at han bliver så sur over, at jeg skal sove alene en enkelt nat. Han bliver sur og irriteret og såret, og det er fair nok, men han lader det bare gå ud over mig. Eller det føler jeg i hvert fald. Det er mig, der får alle møgfaldende, alle de så nederen og så sårende svar kastet tilbage i hovedet. Og han gør det jo, fordi han elsker mig, fordi han så inderligt gerne vil være sammen med mig. Det irriterer mig bare, at han ikke kan acceptere, at det må være sådan for én enkelt nat, og at jeg ikke bare kan skide på, hvor min mor siger. Sådan er jeg ikke.

Håber stadig I hænger på, søde mennesker. Kys til jer! <3

23. aug. 2011

Jeg har haft en god dag. Den har været fuld af latter og sjov, lærerige ting og dejlige mennesker, og så viste den at blive bedre, end jeg forventede. Jeg har det godt for tiden, jeg er glad, og der er endelig kommet lidt struktur på mit liv. Det er rigtig rart, for jeg føler endelig, at det er mit liv, jeg lever. Og ikke at det er en andens, som lige da jeg kom hjem fra USA.

"Never let the fear of striking out keep you from playing the game."

Hvordan har I det?



- from my iPhone. Big smile.

21. aug. 2011

Random dagens outfit

Her er et såkaldt 'dagens outfit'. Dejligt afslappende med Nike-shorts og mønstrede sokker. Som rent faktisk er forskellige. Nice one, huh?



Og så får I også lige et andet billede, som jeg tog for et stykke tid siden.
Længe leve Photobooth.


17. aug. 2011

IKEA




Jeg sidder her blandt snak og forskellige mennesker. Sidder her blandt larm og lyden af bestik mod tallerkner og venter. På noget at spise. Selvom jeg normalt ville blive stresset af larmen, er det rart. Rart at få et øjeblik for mig selv. Et øjeblik hvor jeg er ligeglad med hvad alle andre tænker, hvor jeg ikke skal være høflig eller snaksagelig. Jeg elsker mit liv, jeg elsker gymnasiet og alt, hvad der hører med. Min klasse er bedre, end jeg kunne ønske og fagene er spændende. Men det er hårdt at have det fedt, det er lidt hårdt at leve livet. Jeg kan mærke, jeg er træt. Sådan rigtig træt, så træt at jeg falder lidt i staver lidt for tit. Men det føles godt. Alting føles godt.

- from my iPhone. Big smile.

14. aug. 2011

intetliv.dk

Ej, okay, det lyder slemt. Og jeg har et liv. Et ret godt et af slagsen. Det er bare noget så kaotisk og rodet. Ingenting er 'som det plejer at være'. Alting er nyt. Man kan vel sige, at mit liv er lidt ligesom at svømme i massive bølger. Man holder vejret det meste af tiden, for alt vælter op og ned, alt går så stærkt, og man hiver lidt efter vejret. Sådan føler jeg det. Jeg har lavet noget konstant siden jeg kom hjem fra ferie for en uge siden. Ikke at det er dårligt, for det har været en fed uge, fyldt med oplevelser. Jeg startede på gymnasiet i onsdags, det mest skræmmende, dejlige sted. Jeg har pakket Magnus' værelse ned onsdag efter skole. Torsdag var Torsten(min mors kæreste, som er flytte med ind i vores lille fine, gule hus)s datter til spisning. Fredag bar jeg flyttekasser ned og op igen fra 13.30 til 21.00 og var rimelig smadret i hele kroppen. Lørdag havde vi gæster fra kl. 11 og kl. 15 blev mig og Magnus hentet og sat af ude hos Sofie, hvor vi så film og hyggede til kl. lort om natten, hvorefter vi fik et par timers søvn. Kl. 11 blev jeg hentet, og nåede lige hjem og fik et bad inden der kom gæster til sen frokost. Og tjaeh, nu sidder jeg her og har været hjemme i 45 minutter og har nået at rydde op på mit ellers så rodede værelse, lavet en smule lektier, pakket min skoletaske og fået ro i sindet.
Er det ikke meget godt gået?
Jeg kan godt mærke, at jeg har lavet meget. Min krop er en smule øm og jeg er træt i hovedet. Men det har været fedt. Det har været rart at være social i stedet for bare at sidde hjemme alene, som jeg har gjort størstedelen af min barndom. Jeg glæder mig til i morgen, til at komme ud til den klasse, som jeg ved, jeg nok skal få et godt forhold til.
I skal nok høre meget mere om det hele når jeg engang får tid.
Håber I har det ligeså skønt som jeg har det.

10. aug. 2011

En ny start

Så er det om lidt, om præcis 40 minutter begynder et nyt kapitel i mit liv. Jeg er spændt, og jeg smiler. Min krop er fyldt med spænding. Om lidt begynder jeg på gymnasiet. Så er jeg lige pludselig stor. Meget større end jeg ser mig selv.

Hvad skal I? Videre i folkeskolen, på efterskole eller på gymnasiet?


Okay, lidt klamt typisk teenager taget ind i spejlet. Sorry.
- from my iPhone. Big smile.

5. aug. 2011

"Vi ligger alle i rendestenen, men nogle af os kigger på stjernerne" - Oscar Wilde

Last day

Så er den sidste dag i Florida ved at være ovre. Kufferten er pakket og vejet, håndbagagen står klar og jeg er ved at være psykisk indstillet på at komme hjem til kolde Danmark. Det bliver godt at komme hjem til min dyne, mit eget værelse og min kæreste. Fuck hvor har jeg savnet ham meget, det har været hårdt, rigtig hårdt. Så det bliver godt at komme hjem i hans arme. Og så glæder jeg mig til at komme hjem til et nyt kapitel af mit liv, en blank side.


Vi kører fra huset kl. 7 amerikansk tid, og vi skal flyve til New York kl. 10. Det tager ca. 2,5 time, og så skal vi vente i lufthavnen 5 timer, inden vi skal videre mod København. Flyveturen mellem New York og København tager omking 8 timer, og vi lander i Kastrup mellem 7 og 8 dansk tid.
Det bliver trist at komme hjem til regnvejret, men det bliver nu alligevel rart at komme hjem. Til min egen seng, mine egne ting. Mine venner og min mor. Min kæreste.
På en måde ville jeg ønske, jeg kunne springe flyveturen og ventetiden over, så jeg når jeg vågner i morgen, vågner op i min egen seng ved siden af Magnus.
Men sådan er det ikke, jeg har ikke opfundet en tidsportal endnu.
Sweet dreams, babes, før I ved af det, er jeg i Danmark igen. Møs til alle jer derude.

- from my (new) iPhone. Big smile.

4. aug. 2011

Inspirationskilde?

Har fået læst alle mine indlæg på bloglovin'. Alle 483 indlæg. (Okay, random tal. Men sådan cirka deromkring).
Og det har faktisk været rart. Bare at sidde stille og roligt i min egen verden og fordybe mig i andres. Tænke tanker, jeg kun kan gøre alene, og blive inspireret af de fantastiske, unikke mennesker, jeg følger.
Bliver I egentlig også inspireret af mig? Altså, nu er jeg jo ikke rigtig sådan et mode-menneske med outfitposts. Kun once in a while. Selvom jeg da nu egentlig godt kan lide min stil. Eller er det bare mine tanker og mit rodede teenageliv, der tiltrækker jer? Eller er jeg bare træls og kedelig at høre på? Hvorfor er det, at I bliver hængende? Jeg er nysgerrig. Share, please.

Random































Kunne ikke lade være, det er simpelthen for sjovt.

3. aug. 2011

About love.

I've never really believed in love.
Always thought it was stupid,
useless.
Then I met you.
And you changed everything.
You made me love you,
I fell for you.
Now I'm sitting here,
missing you,
thinking about love.
What is it really?
You cant' touch it,
hear it,
or taste it.
Only feel it.
That's why it's so hard,
why it's so twisted.
Like magic,
it's impossible to understand.
You can't describe it.
Magic doens't exist,
in our minds, maybe.
It's imagination.
Does love really exist?
Or is it only imagination?
I think it exists.
In the heart.

Addicted no more, I'm ready to fight

Specielt her imens jeg har været på ferie, så langt væk fra mine venner, har jeg haft en eller ting med Facebook. Sådan lidt en afhægighed. Et desperat forsøg på at holde kontakten med dem derhjemme i håb om, at de ikke glemmer mig.
Det er nemlig gået op for mig, at jeg egentlig ikke har så mange venner. Jo, jeg har da okay mange venner, men jeg har ikke særlig mange af de der venner, man altid er sammen med og som ikke bor så langt væk. De venner, man ringer efter, når man keder sig, og som så to minutter efter står uden foran døren. Jeg har ikke en gruppe venner, jeg altid er sammen med. Jeg har ikke et fællesskab. Og det er jeg så skide ærgelig over, for jeg har her det sidste stykke tid haft indblik i et fællesskab. Et fællesskab, hvor man er som brødre og søstre, hvor man griner og græder sammen. Hvor man altid er sammen. Hvor man har mange interne jokes. Og hvor man har det fantastisk sammen.
Rent ud sagt er jeg pisse misundelig.
Jeg har det forfærdeligt over det, og jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive en af de der jaloux typer. Men det er jeg åbentbart. Jaloux på det, de har sammen. Den kærlighed, der er mellem de mennesker. Det er virkelig kærlighed, på højeste plan. Det er noget helt specielt, og jeg vil så umådeligt gerne være en del af det. Men det kan jeg ikke, jeg kan ikke få mig selv til bare at prøve på at blive en del af. Jeg vil ikke ødelægge noget, jeg vil ikke mase mig ind og lade som om, jeg er en del af noget, jeg ikke er en del af. Jeg er kun en del af det i mine drømme, det er kun noget, jeg ønsker.
De mennesker har noget, jeg så inderligt ville ønske, jeg havde. De har et fællesskab. De har noget helt unikt. Og som jeg ikke har noget der bare på lang afstand ligner.



Men jeg har besluttet mig for at være stærk og snakke med nogen om det. Så bliver det i det mindste holdt på et minimum. Så bliver det ikke noget sort tåget noget, der hober sig op i mit hjerte og får mig til at bryde sammen til sidst.
Jeg vil opbygge mit eget fællesskab, jeg vil have mig mine egne unikke venskaber. Det kommer til at tage tid, det kommer til at koste blod og sved og måske endda tårer, en masse vilje og tro. Men der er god mulighed for det, jeg starter snart på gymnasiet sammen med en masse fremmede, random mennesker. Personer, jeg kan lære at kende fra scratch af. Det bliver hårdt, for jeg har altid været et menneske, der har haft meget brug for tid alene. Det har jeg stadigvæk, men jeg er ældre og mere moden. Og så er jeg villig til at kæmpe.
Jeg er villig til at gå efter mine drømme. Til at gå efter det, jeg vil have.

2. aug. 2011

Solunge

Ligger her og steger i solen, hvilket faktisk er første gang på ferien.





Senere skal far, Mads og jeg ind og se baseball. Jeg tror, det bliver fedt. Fedt at opleve menneskerne og stemningen.
I morgen skal far og jeg ind og se Harry Potter og Dødsrehalierne del 2. Jeg glæder mig, det bliver stort.


- from my iPhone

No more USA at this moment

I får ikke mere USA i et stykke tid, i hvert fald ikke indtil jeg kommer hjem og kommer på plads. I mit nye hjem, i mit nye liv. For helt ærligt kan jeg ikke overskue det, at skulle bearbejde alle de indtryk, der stadig sidder i min krop, og som billederne bare gør stærkere, samtidig med at skulle tage stilling til alt det der sker om ørene på mig. Det er for meget, for meget af det gode.
Så jeg må skylde jer, Washington D.C, Raleigh, Savannah og alt det andet, jeg er ved at springes af spænding over at fortælle jer om og give et indblik i. Men jeg er simpelthen hurtig nok, der er ikke timer nok i døgnet til det hele. Det er min fejl, og det beklager jeg. Men jeg vælger at nyde Florida, varmen, menneskerne, indtrykkene. I stedet for det, jeg har oplevet, fokuserer jeg på det jeg oplever.



Men I skal nok få indblik i det hele, jeg skal nok fortælle og forklare.
Jeg skal gøre mit bedste for at vise jer det store USA fra min synsvinkel, set ud gennem mine øjne, oplevet med mit sind, følt med mit hjerte. Men det må blive når jeg har tid og overskud og lyst til det, det må blive når jeg er startet i gymnasiet og faldet på plads i mit værelse. Når jeg engang har to sekunder hvor jeg ikke nyder øjeblikket, to sekunder hvor jeg er oppe og trække vejret. For jeg føler ærligt talt, at jeg går rundt og holder vejret. Ikke at det er dårligt, for jeg elsker at jeg er på ferie og at jeg snart skal starte i en ny skole, møde nye mennesker og opleve nye ting. Mit nye hjem. Jeg elsker, at et nyt kapitel i mit liv begynder, at jeg har vendt siden, så jeg nu står foran et blankt stykke papir. Friskt, tomt, klar til nye erfaringer og oplevelser, venskaber og kærlighed, minder og uforglemmelige øjeblikke, latter og gråd.

Nylon-nails

B/W.





















































Inspiration. Right there at my nails. Det ser fedt ud, hvis jeg selv skal sige det. Især når man så også har ringe på samtidigt. Sådan lidt råt, men alligevel feminint. Jeg elsker det, det er så meget mig, så meget hvem jeg gerne vil være.
Hvad synes I?

In my own world

Sidder her og laver alt og ingenting. I min egen verden midt i stilheden. Det er rart, rart at man kan høre sin egen vejrtrækning. Dejlig at lade tankerne flyve hvorhen de vil. Skønt at lade virkligheden blive fjern og give følelserne frie tøjler. Lækkert at kunne gøre hvad man har lyst til, kun at tænke på sig selv.