Pages

28. jul. 2011

At føle sig alene

Har I nogensinde prøvet at være omgivet af mennesker, men alligevel føle sig helt alene? Hjælpeløs. Med følelsen af at være blevet efterladt? Det er ikke rart. Langt fra. Det er noget af det værste, jeg nogensinde har prøvet. Det var i Century 21 i New York. En kæmpe butik på 4 etager med tøj overalt. Og jeg mener virkelig overalt. Prøv så at forestille dig sådan cirka en halv milliard mennesker. Hvad giver det? Kaos.
Vi havde aftalt at mødes foran rulletrappen ved siden af Paul Frank kvart over. Jeg rundt for mig selv og kiggede, det var helt fint lige at have tre kvarter alene midt i menneskemylderet. Tre kvarter i min
egen verden. Jeg mødte far og Mads, der havde slået sig ned på trappen. Vi snakkede, og jeg får afvide, at de andre skal have mindstet kvarter mere. Så jeg siger, at jeg vil gå lidt mere rundt og kigge, at jeg kommer tilbage og at de ikke skal flytte sig. Da jeg så kommertilbage ti minutter efter, er de væk. Pist væk. Der er ikke skyggen afdem at se, så jeg prøver at gå ud til stedet vi skal mødes. Der er hverken den ene eller den anden. Hverken tøserne eller drengene. Allerede der spirer en lille følelse af at være blevet glemt. Men det
et langt fra slemt, da jeg egentlig går og bliver lidt irriteret. Hvorfor gik de? Hvor er de gået hen? Og hvor bliver de andre af? Jeg beslutter mig for at blive stående ved siden af Paul Frank. Så er jeg da på det rigtige sted. Da der er gået et kvarter og samtlige teorier om, hvorfor de ikke er kommet, har været gennem mine tanker,
er det ikke helt så rart længere. Jeg føler mig alene, forladt. Jeg føler mig alene, selvom der er kaos og shoppinggale mennesker omkring mig. Minutterne snegler sig afsted, og jeg begynder virkelig at
overveje, om de er gået uden mig. Ville de virkelig gøre det? Ville de virkelig kunne glemme det? Ville de vrkelig kunne glemme mig? Efter et kvarter mere er jeg virkelig på kanten til at tude. Men jeg holder det i mig, holder hovedet koldt. Så hører jeg en stemme, og Charlotte og Natasja står ved siden af mig. De sad fast i køen til
prøverummet. Og far og Mads er gået på Starbucks. På Starbucks. Uden at sige noget til mig. Da vi går fra butikken, har jeg det virkelig dårligt. Jeg er rigtig irriteret, men mest af alt er jeg på randen til at bryde sammen i gråd. Det var virkelig en ubehagelig oplevelse. Nok mest fordi at man står i et fremmed land ude af stand til at komme i kontakt med dem, man er sammen med. Selvfølgelig taler folk engelsk, men det hjælper mig jo ikke med at finde min familie. Det hjælper ikke på følelsen af at være blevet efterladt.

2 kommentarer:

Johanne sagde ...

Hold da op! Lyder ikke særlig rart .. Men må nu lige sige at den her tekst er VIRKELIG VIRKELIG VIRKELIG godt formuleret og godt skrevet - velskreven tekst! :-)

Jeg elsker din blog!

//Johanne - www.goldenfashiondreams.blogspot.com

Clara sagde ...

Årh pus. Blev en gang væk i et af de der malls i florida. Jeg var 12, og pisse bange. Jeg forstår dig godt. Det er virkelig bare det værste <3

Håber du har det godt derovre :-*