Pages

31. jul. 2011

Dybt inde

Jeg har det elendigt. Jeg har det elendigt indeni.
Jeg føler mig usynlig, overset. Sådan lidt tilsidesat.
Som om alle har en masse andre ting at se til og har glemt mig.
Der er ét sted, jeg allerhelst vil være lige nu,
med én bestemt person. Men det føles også lidt som om,
at jeg er blevet glemt, tilsidesat, dér.
Ikke at jeg tror det er meningen.
Kender I det, at man savner lidt opmærksomhed?
Selvom det på en eller anden måde er lidt et tabu,
når man gerne vil have opmærksomhed.
Vi er mennesker, alle har brug for at blive passet og plejet,
alle har brug for at få opmærksomhed.
For ellers sker der det, at vi bliver ensomme og triste.
Der sker måske endda det, som der skete i Norge.

Det er ikke fordi, jeg normalt er sådan en,
der hungrer efter opmærksomhed. Sådan én,
der hele tiden skal have folks opmærksomhed.
Det håber jeg, I ved.
Nej, jeg kan godt lide at lade andre være centrum,
være lidt ude på sidelinjen. Der er rart på sidelinjen,
der er ingen kamp om rampelyset,
og man kan være sig selv på en helt anden måde.
Men en gang i mellem, en sølle gang i mellem,
dér vil jeg også gerne have lidt opmærksomhed.
Som lige nu.
Som lige nu, hvor det egentlig giver et stik i hjertet,
hver gang jeg tænker på det.
Nu hvor følelsen af at være usynlig sidder så dybt i mig,
at jeg går rundt og føler mig trist og ked af det,
på trods af mine omgivelser.

Er det okay at være misundelig?
Misundelig på de mennesker,
der er sammen med ens kæreste? På de piger,
ens kæreste er sammen med?
Jeg kan ikke helt finde ud af det.
Det er underligt, for jeg har selv sagt,
at han ikke skal sidde alene der hjemme og kede sig.
Og når det så endelig ser ud til, at han har det sjovt,
at han hygger sig...
Så bliver jeg kraftedeme misundelig.
For jeg tror det er misundelse, den der knuende fornemmelse i maven.
Det lille stik i hjertet når jeg læser, hvad han går og laver.
Men det er vel fordi jeg savner ham?
Fordi jeg længes efter at være sammen med ham?
Det er vel fordi, jeg elsker ham.

I'm feeling like a monster.

Maybe I'm not that sweet and innocent as everybody think.
Maybe I'm a monster, a freak.
Maybe I'll get black feathers and red, cold eyes.

29. jul. 2011

Sand Key Beach

I dag var vi på stranden, en strand på Floridas vestlige kyst ud mod den Mexikanske Golf.
En hvid sandstrand og et blåt hav er flot, og når himlen så også er blå, kan det næsten ikke blive bedre.
Det har været en god dag, vi har badet og grint. Og fået farve på kroppen, måske lidt for meget farve. Det var den første dag på ferien, vi sådan rigtig lå ude i solen, fordi vi har været ude og opleve så meget, så mange ting. Og at det så næsten har været ulideligt at være udenfor, har heller ikke gjort det meget bedre.

Men værsgo', billeder fra Sand Key, gotta love it!





































Håber I nyder ferien, I dejlige mennesker. Og tusind tak for alle jeres kommentarer og 'synes-godt-om', og tak fordi I læser med, det varmer. Også selvom jeg måske ikke lige giver udtryk for det og ikke lige får svaret på dem. Jeg sætter stor pris på det, I gør mig så glade. Så tusind, tusind tak!

28. jul. 2011

At føle sig alene

Har I nogensinde prøvet at være omgivet af mennesker, men alligevel føle sig helt alene? Hjælpeløs. Med følelsen af at være blevet efterladt? Det er ikke rart. Langt fra. Det er noget af det værste, jeg nogensinde har prøvet. Det var i Century 21 i New York. En kæmpe butik på 4 etager med tøj overalt. Og jeg mener virkelig overalt. Prøv så at forestille dig sådan cirka en halv milliard mennesker. Hvad giver det? Kaos.
Vi havde aftalt at mødes foran rulletrappen ved siden af Paul Frank kvart over. Jeg rundt for mig selv og kiggede, det var helt fint lige at have tre kvarter alene midt i menneskemylderet. Tre kvarter i min
egen verden. Jeg mødte far og Mads, der havde slået sig ned på trappen. Vi snakkede, og jeg får afvide, at de andre skal have mindstet kvarter mere. Så jeg siger, at jeg vil gå lidt mere rundt og kigge, at jeg kommer tilbage og at de ikke skal flytte sig. Da jeg så kommertilbage ti minutter efter, er de væk. Pist væk. Der er ikke skyggen afdem at se, så jeg prøver at gå ud til stedet vi skal mødes. Der er hverken den ene eller den anden. Hverken tøserne eller drengene. Allerede der spirer en lille følelse af at være blevet glemt. Men det
et langt fra slemt, da jeg egentlig går og bliver lidt irriteret. Hvorfor gik de? Hvor er de gået hen? Og hvor bliver de andre af? Jeg beslutter mig for at blive stående ved siden af Paul Frank. Så er jeg da på det rigtige sted. Da der er gået et kvarter og samtlige teorier om, hvorfor de ikke er kommet, har været gennem mine tanker,
er det ikke helt så rart længere. Jeg føler mig alene, forladt. Jeg føler mig alene, selvom der er kaos og shoppinggale mennesker omkring mig. Minutterne snegler sig afsted, og jeg begynder virkelig at
overveje, om de er gået uden mig. Ville de virkelig gøre det? Ville de virkelig kunne glemme det? Ville de vrkelig kunne glemme mig? Efter et kvarter mere er jeg virkelig på kanten til at tude. Men jeg holder det i mig, holder hovedet koldt. Så hører jeg en stemme, og Charlotte og Natasja står ved siden af mig. De sad fast i køen til
prøverummet. Og far og Mads er gået på Starbucks. På Starbucks. Uden at sige noget til mig. Da vi går fra butikken, har jeg det virkelig dårligt. Jeg er rigtig irriteret, men mest af alt er jeg på randen til at bryde sammen i gråd. Det var virkelig en ubehagelig oplevelse. Nok mest fordi at man står i et fremmed land ude af stand til at komme i kontakt med dem, man er sammen med. Selvfølgelig taler folk engelsk, men det hjælper mig jo ikke med at finde min familie. Det hjælper ikke på følelsen af at være blevet efterladt.

27. jul. 2011

NYC day 5

Jeg undskylder, selvom jeg ikke burde undskylde. 
Men her har I dag 5 i New York, den sidste hele dag i byen, der aldrig sover.

Vi startede dagen ud med en Subway-tur til Brooklyn. Ikke for at se Brooklyn, men for at gå over Brooklyn Bridge. Man skulle efter sigende få et fantastisk view af New York, hvis man går over broen fra Brooklyn. Og jeg kan kun give vedkommende, der har sagt det, ret. Det var fantastisk. Man fik en helt anderledes vinkel på byen, og det synes jeg, var rigtig fedt. Solen skinnede, det var mega varmt (derfor anbefaler jeg, igen, at gøre det en dag, hvor der ikke er så varmt) og New York Skyline så fantastisk ud i solens stårler.









På de kæmpemæssige jern-bjælker på broen havde folk skrevet små hilsner. Jeg syntes, at der da også skulle stå vores navne, så jeg skrev dem ned blandt alle de andre. Så hvis I en dag går over Brooklyn Bridge, så kig lige efter mit navn, det er på halvdelen længst inde mod New York.

Derefter gik vi ind mod Ground Zero, hvor Century 21 ligger. Jeg har aldrig oplevet noget mere sindssygt, mere overvældende og rodet. Century 21 er en kæmpe butik, der er proppet til randen med tøjstativer og billigt tøj. Nogle mærker kender man (jeg så blandt andet Juicy Couture) og andre (de fleste) er noget ukendt noget. Jeg tror, man kan gøre nogle kup derinde, hvis man altså har tiden og tålmodigheden til det. For der er tøj i massevis overalt, hvor man kigger hen, og så gør det det ikke bedre, at mindst halvdelen af New Yorks befolkning er mast sammen der. Det er ét stort kaos, og da jeg ikke havde tiden til det, købte jeg ikke andet end en ring. Jeg er helt sikker på, at jeg ville have kunnet finde rigtig meget tøj, og jeg fandt da lidt, men køen til prøverummet var monster lang. Og det havde jeg hverken tid eller tålmodighed til. Så Century 21 er et okay fedt sted, hvis du har til og masser af tålmodighed med.


































Da vi var færdige i Century 21 og alle gik og surmulede (længere historie, som jeg skriver et indlæg om en anden dag. Men kort fortalt, gik besøget i Century 21 lidt i ged og jeg endte med at stå og vente i en halv time...) gik vi en tur gennem Chinatown. Og ja, jeg har aldrig rigtig været fan af Chanatowns. Der er dejligt farverigt, og det er så sjovt, som det lige pludselig skifter med husene og menneskerne. Og at alt bare står på kinesisk. Men der lugter sjovt, underligt, og det bryder jeg mig bare ikke om...


Noget, det var fint ved Chinatown, var dog alle de små boder med frugt, der var over det hele. Så fint med farverige paraplyer og en masse eksotisk frugt, som jeg aldrig i mit liv havde set før. 

Endnu en fascinerende ting ved New York; deres måde at parkere biler på. Det er så genialt lavet, og jeg synes simpelthen, det er så vildt.

I min søgen på ting at lave og steder at se i New York, var jeg faldet over en vintage-butik kaldet Screaming Mimi's. Jeg havde sat min for hovedet, at den butik skulle jeg bare ind i - og det resulterede så i, at vi gik omkring 200 husnumre fra Chinatown til 382 Lafayette Street, hvor Screaming Mimi's ligger. Jeg købte ikke noget, da jeg ikke rigtig synes, at tøjet var mig. Det meste af tøjet var farverigt og mønstret og prangende, og ikke sort/gråt/hvidt som jeg plejer at gå i. Men jeg fortryder langt fra, at vi gik så langt. Det var en oplevelse i sig selv, at se det unikke tøj. Også måden selve butikken var indrettet på, var virkelig vild og anderledes, så fedt!
Jeg ser egentlig lidt New Yorks vintage-butikker som Danmarks genbrugs-butikker, men det var lidt dyrere end det. Ikke at det var dyrt, for mange af trøjerne lå på omkring 20$, og det er ikke mere end 120kr, så det er billigt nok. Noget af tøjet var dyrere, noget meget dyrere, så man kan vel sige, at der er lidt for enhver smag. Ud over tøj, har de også sko og smykker, og så lidt andre ting som hatte og fjerboaer. Rigtig fin butik, rigtig fin oplevelse. Vi snakkede btw med ejeren, en rigtig sød pige med sin helt egen, unikke stil - æblet falder ikke langt fra stammen ;). Hun fortalte, at der faktisk er mange danskere, der hører om butikken gennem bloggere. Det synes jeg var lidt sjovt. At jeg ikke er den eneste dansker, der har læst det på en blog.
Jeg er sikker på, at hvis jeg nu havde været en anden med en mere farverig, prangende stil, havde jeg absolut fundet noget i dette lille paradis. Hvis I kommer til New York en dag, så skal I love mig at prøve det. Om I køber noget eller ej, det er så meget det værd!


Som I kan se, er tøjet måske ikke helt mig. Men sjovt, unikt og prangende? I den grad. 

Jeg er stadig helt oppe at køre over indretningen. Der var bare så hyggeligt og alligevel så stilet. Så fedt.
Kvinden i den hvide kjole til venstre er ejeren, tjek hendes stil. Helt unik. Jeg ville aldrig kunne gå i samme kjole med en turkis sløjfe i håret. Men det klædte hende. Hun er sådan én, der har stil.

Sko alá Screaming Mimi's. Igen, tjek indretningen. Selv tapetet i skoreolerne. ALt passer sammen, selvom det alligevel passer sammen. Så fedt.

Vi var også i Washington Square Park. En ting, jeg var vild med her, var at der var så mange unikke mennesker. Der var flere der 'optrådte', nogle der sang og spillede på guitar. (Tjek billedet nedenunder). Midt i parken står et kæmpe springvand, der på en eller anden måde, er bygget lidt ned i jorden, så man kan side på en form for små trappetrin rundt langs kanten af springvandet. Det var rigtig hyggeligt, og der var rigtig mange børn, der legede i vandet. Sådan rigtigt legede og løb ind igennem springvandet. Der var også to asiatiske drenge, der spillede med bold.

Et eksempel på unikke mennesker. To drenge sad og spillede på guitar og sang. Det gav den allerede fede stemning et boost. Stemningen, den var faktisk sådan lidt magisk. Den var rigtig afslappet og sådan lidt 'hey, kom og vær dig selv og gør, som du har lyst til'. Det føltes rigtig rart, og stemningen var bare så glad.
Der lå folk rundt omkring på græsset og solede sig, og der sad folk på bænkene og læste. 

Parken ligger ikke så langt fra NYU, New York University, og dette skulle være stedet, rigtig mange studerende kommer og læser.

Senere på dagen, da far og ungerne var gået tilbage på hotellet, tog mig og Charlotte i Macy's. På billedet ser i Charlotte så lagt make-up af en meget, meget bøsset MAC-makeupartist. Han var rigtig sød, og faktisk også ret sjov, så det var bestemt noget, jeg ikke glemmer lige foreløbig.
Macy's er lidt ligesom Bloomingdale's, men alligevel ikke. Et sted, hvor alt er opdelt i, hvad det er, sko, undertøj, tasker, tøj, og så hvilket mærke, det er. Jeg kunne faktisk bedst lide Macy's, jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi det var lidt mere mig? Noget af det, der var fedt, var, at der stadig var de gamle rulletrapper fra da Macy's blev bygget. Det var rigtig fint.




















































































































































































































Sidste dag i New York var på en måde meget mere afslappet end de andre dage. Vi gik ligeså meget, ja, men der var ikke rigtig så meget, vi skulle nå.

New York kostede mig tre vabler og rimelig mange penge. Men jeg fik så meget igen. Jeg har fået så utrolig mange minder og oplevelser, som vil være i mit hjerte forevigt. Ting, jeg vil kigge tilbage på med et smil. Selvom Thailand var fedt og selvom Los Angeles og San Francisco var fedt, så var New York bare en tand federe. Selvom det var varmt, til tider uudholdeligt, og selvom jeg savnede Magnus (savner, rigtig meget), så har New York (og Florida, hvor jeg stadig befinder mig), uden tvivl været mit livs ferie. Jeg føler mig hjemme i New York, blandt alle de forskellige mennesker og larmen fra de mange biler. Mellem højhusene midt i stemningen, der er så ubeskrivelig fed. Jeg kan slet ikke stå for, at man kan mærke mulighederne og friheden i luften.
Charlotte sagde, allerede den første dag, at hun sagtens kunne se mig gå rundt i New York om et par år med en Starbucks i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden. Ved I hvad? Det kan jeg også. Jeg kommer tilbage, jeg skal tilbage. Uanset hvad.
For jeg elsker dette sted. Jeg skal have mere, må have mere.
New York, I love you.

26. jul. 2011

Shopping alá Orlando

I dag har vi været en tur i International Drive Premium Outlet, hvor der findes ikke mindre end 180 butikker. Det var helt vildt. Alting er meget billigere, dels fordi der er outletne og så fordi det er USA.
Her er et billede af, hvad vi købte.




Som I kan se, har mit dankort det ikke så godt. Det et ikke mit altsammen, men jeg fik da brugt mit MasterCard flittigt.

Jeg vil gerne lige undskylde alle de lamme mobil-indlæg, men eet er lige, hvad jeg kan klemme ind lige nu. I får et indlæg om den sidste dag i New York senere.

Love to you.

- from my (new) iPhone. Big smile.

24. jul. 2011

Raaaew

































Ku' godt. Rigtig godt.
Det ville være så fedt at have det hængende hjemme i skabet. Som btw bliver til skuffer nu. Jeg får skråvægge, og det har jeg ingenting imod. Bortset fra, at jeg nu ikke kan have et skab, da jeg har besluttet mig for at ville have en bøjlestang. Smart, ikke? Jeg glæder mig til det nye hus, til at indrette mit værelse og til at det er nyt. Selvom det bliver kaotisk og en smule presset, da jeg ikke får andet end halvanden dag til at pakke mine ting ud, inden jeg starter i skole. På den nye skole, med de nye mennesker. Rigtig meget bliver nydt i mit liv, og jeg glæder mig. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det bliver at komme hjem, og hvordan det bliver at starte. Så jeg ser frem til det med et bankende hjerte og et smil på læben.
Jeg kan ikke gøre andet end at håbe, håbe på at det bliver fedt og at det kommer til at føles rigtigt. At jeg kommer til at føle mig tilpas i mit nye liv.

Norge

Det er forfærdeligt, så forfærdelig sygt i hovedet.
Hvordan kan man få sig selv til det?
Jeg forstår det simpelthen ikke. At man kan tænke sådan, og at man kan leve med det. Med tanken om at skulle dræbe en masse mennesker. At man kan leve med sig selv.
Når man som sådan en person aldrig til et punkt, hvor man stopper op og siger: "Sådan her vil jeg ikke være"?
Jeg forstår det ikke, slet slet ikke.
Jeg er målløs og overrasket over, at folk kan være sådan.
Mennesker skal være gode, ved sig selv og ved andre.
De skal ikke skyde sin egen art, mennesker skal ikke skyde mennesker.






































Jeg sender tanker til Norge, til landet og dens befolkning. Til ofrene og deres familier, venner og bekendte.
Jeg har ondt af dem, det er gået ud over.
Men selvom man har lyst til at sige grimme ting, har jeg egentlig mest ondt af dem, der gjorde det.
For hvor må man have det dårligt med sig selv, hvis man gør sådan noget.

PRAY FOR NORWAY.

You make it all a fairytale

All the memories is flashing through my mind.
Our memories.
It just hit me,
it's not what I expected. Not at all.
It's so much better.
Better than I could ever hope for,
better than I could ever dream of.
Right now, my life is a fairytale.
With castles and magic, princesses and stardust.
You are what I call perfection,
you are perfect for me.
The flaws of yours is the best thing about you,
they aren't really flaws at all.
You make me a better person,
stronger, more mature.
You see the best in me, I'm your princess.
With you in my life, with your name on my heart,
I'm happy.
With love, we can build our kingdom,
full of rainbows and unicorns.
And big rosa clouds.
You make my life feel like a dream, a fairytale.







































Jeg ved det, prinsesser, regnbuer og enhjørninger er ikke lige mig. Sukkersøde, lyserøde ting er ikke mig. Men jeg er forelsket, fuld af savn, fuld af følelser. Og sukkersøde, lyserøde ting, er det eneste, der kommer bare i nærheden af at beskrive, at jeg svæver rundt på en lyserød sky. Can't help it.

NYC day 4

Så er vi ankommet til Florida, mere præcist på Encantada Resort i byen Kissimmee, som ligger en 20 minutters kørsel fra Orlando. Her er virkelig lækkert, og vi var alle sammen helt oppe at køre, da vi så huset. Det er sådan lidt luksuriøst, håndklæderne er foldet pænt, der var dækket fint bord, da vi kom, og så skal man have en kode og køre ind ad en port, for at komme ind i området. Fint skal det være. Vi har en lille swimmingpool selv, men den er ikke særlig dyb. Der er en større (læs: meget større) pool et eller andet sted her i området.
Her de første par dage, skal vi slappe af og finde os til rette inden den står på Disney World, Universal Studios, Kennedy Space Center, shopping og andre oplevelser.
Det skal jeg nok fortælle meget mere om, her er NYC day 4.

Vi startede dagen ud med morgenmad på Starbucks. Det er ikke 'rigtig' morgenmad, og der er ikke det helt store udvalg, men det er jo også en kaffebar. Jeg fik en Orange Mango smoothie og en crosaint. Smoothien var god, men jeg synes den smagte lidt for meget af banan. 

Så besøgte vi Rockerfeller Center, som også er en af de høje bygninger i New York. Okay, en af de højeste, så. For (næsten) alle bygninger i New York er høje.

Der var et fantastisk view ud over New York, lidt alá det fra Empire State Building. Det sjove var her, at man var tættere på Central Park, og at man kunne se hen på Empire State Building. På billedet ovenover, kan man se Central Park i al sin pragt. Man kan også godt få lidt af fornemmelsen af, hvor stor den er.

View fra Rockerfeller. Bygningen til venstre med det skrå tag kaldes læbestiften, da den (åbentbart) ligner en læbestift.

Empire State Building fra Rockerfeller Center. Læg mærke til, hvor høj den er i forhold til bygningerne omkring den.

I gangene under Rockerfeller ligger butikker og restauranter, og der fandt jeg en Ben & Jerry's iscafé. Deter faktisk den eneste, jeg har set i New York, og det kom ret meget bag på mig, da jeg troede, de ville ligge over det hele.

Lige ved siden af Rockerfeller Center, i en af bygningerne som rent faktisk hører til Rockerfeller, ligger en Lego-butik. Vi gik ind og kiggede, og det var lidt fedt at være dansker dér midt i alle klodserne.  
Derefter gik vi i Trump Building, den på 5th Avenue, hvor der ligger en Nike Town. En Nike-butik i 4 etager spækket med alt fra bolde til sko til tøj. Alt hvad der findes af Nike, kan fås der.

Vi gik videre ned ad 5th Avenue, hvor vi tog et hurtigt kig indenfor i den enorme kirke Sct. Patricks Cathedral. Jeg tror nok, den kan rumme omkring 1600 mennesker. Den er rigtig flot både indvendig og udvendig, og jeg kan klart anbefale lige at kigge indenfor. Vi var der ikke mere end 3 minutter, men bare det lige at se den var en oplevelse.

Vi gik op til Bloomingdale's, som er et af New Yorks shoppingcentre. Hvis man da kan kalde det det. Bloomingdale's er et sted, hvor rigtig mange designere og tøjmærker er repræsenteret. Dyre som billige. De har hver sin 'bod', hvor de så sælger ud af deres varer. Fælles er dog, at man får en brown bag, en brun papirspose med enten little brown bag, medium brown bag eller big brown bag trykt på alt efter størrelsen. En anden lidt spøjs ting er, at det er delt op i afdelinger. Så der er en smykke-afdeling, en sko-afdeling og en undertøjs-afdeling. (And a whole lot more). Og hver designer eller hvert mærke har så deres 'bod' i hver afdeling. Det var ikke noget wow, (der er Macy's meget bedre, men den får i en anden dag), men det skal alligevel opleves. Og så skal man næsten have en brown bag med hjem.

Prøverummet i Bloomingdale's. Der er ikke sparet på pladsen, man kan godt mærke, at det er Amerika.

Da vi gik hjem, gik vi forbi Times Square for lige at få det om aftenen. Det er ikke helt mørkt her, men det er stadig meget vildere end ved højlys dag. Times Square skal opleves både night and day. Det er et must-see.

Den aften fik jeg min første Starbucks-kaffe. Det var en Vanilla Latte, og der stod mit navn på. Det var stort, i hvert fald for mig. Jeg drikker normalt ikke kaffe, men jeg havde bestemt mig for at jeg skulle have en kop kaffe fra Starbucks i New York. Og det fik jeg. Det smagte godt, men jeg kunne ikke drikke den hele, også selvom den måske ikke smagte sådan helt vildt af kaffe. Men den smagte alligevel af kaffe, og når man så ikke er vant til at drikke det. Tja, så kan det godt blive lidt vammelt til sidst. Men det var stort, en af de små ting som betyder så utrolig meget.