Pages

26. jun. 2011

Når man simpelthen ikke forstår det

Her den anden dag var jeg oppe at skændes med min mor. Det er noget, der sker virkelig sjældent. Virkelig, virkelig sjældent. Derfor var det også noget, jeg reagerede meget voldsomt på. Og det kom faktisk bag på mig.
Min far har fødselsdag d. 3. juli, og derfor har jeg i flere uger regnet med, at jeg skulle derud. Fordi det jo er hans fødselsdag. Og da han så ringede og spurgte, om jeg ville komme ud aftenen før og passe ungerne, sagde jeg ja. Hvorfor sige nej? De passer alligevel sig selv, og så får jeg penge for det. Men det passede åbentbart ikke min mor, at jeg skulle ud til far 'midt i hendes ferie'. Hun blev så sur over, at vi ikke kunne have 14 dages ferie i træk sammen, uden at jeg skulle derud. Og det forstår jeg bare ikke. Hun ville jo ikke engang have, at jeg tog derud på hans fødselsdag. Og det sårede mig rigtig meget. Så meget at jeg begyndte at tude. Hun smadrede lige mine følelser, hun tog den største sten og kastede den direkte ind i spejlet. Hvorefter det splintrede i tusindvis af stykker. Jeg ved godt, at det ikke var hendes mening at såre mig. Men det sårede mig bare virkelig meget. Det efterlod bare en stor flænge i mit hjerte. Det er endnu et ømt punkt. At mine forældre ikke bor sammen. Ikke at det plejer at være et ømt punkt, for de har det fint sammen, og det er jeg lykkelig for. Men når min mor skylder skylden på min far. Når hun skælder ham ud for, at jeg har regnet med, at skulle op til ham på sin fødselsdag. At hun giver ham skylden. Det syntes jeg bare ikke var fair. Hvorfor skal han have skylden for, at jeg har valgt det? Og at jeg så ikke forstår, hvorfor det er et problem, gør det hele så meget sværere. Så meget mere sårbart.
Jeg blev simpelthen så rasende. Så jeg spurgte hende om, hvordan hun ville have det, hvis jeg var hos far på hendes fødselsdag, og så ikke måtte tage hjem til hende.  Og at hun så dertil svarer, at jeg da sikkert ikke måtte det. Uhh, jeg var så tæt på at skrige. Det stak i hjertet. For jeg ved, at det slet ikke ville have været et problem. Sådan er de ikke.
Hun får bare far til at fremstå som et dårligt menneske, hun får det til at lyde som om det er ham. Som om det er hans skyld. Og det kan jeg slet ikke bære. Hvorfor fanden er det så vigtigt, at vi skal have 14 dages ferie i træk? Hun ser mig til hverdag, jeg bor ligesom hos hende. Og godt nok skal jeg med far 4 uger til USA, men jeg forstår bare ikke, at hun kan hidse sig så meget op over det. Hun sagde, at hun også ville have tid til at tage i tivoli og biografen og sådan nogle ting, men skal det lige præcis være dén dag? Hvorfor lige præcis en lørdag? Hvorfor ikke gøre det en hverdag? Er det ikke det, der er så fedt ved ferier? At man kan gøre hvad man har lyst til, hvornår man har lyst til det? Jeg forstår det simpelthen ikke.
Puha, det var en hård omgang. Det gjorde ondt.

Ingen kommentarer: