Pages

28. jun. 2011

Magnus

Her er han så: min Magnus.
Min efterspurgte Magnus.



































































Søren og Magnus i Kina.





























Magnus og Hjalte.



























Magnus er smilende, går i farverigt tøj og har let til latter. Han laver altid sjov og får folk til at grine, han kan få mig til at grine. Han går i shorts otte ud af tolv måneder om året og ses tit med sin blå hat på hovedet. Når man går med ham nede i byen, møder han konstant folk, han kender. Han er sød, og han er nem at snakke med. Han er et meget ærligt menneske, han er meget følsom. Det er ikke sådan, at han går rundt med tårer ned ad kinderne, men når han er ked af det, bliver han sur. Han skubber folk væk.
Især hans far er et ømt punkt. Han er rar nok, men han har egentlig været lidt af et svin overfor Magnus og hans søster. Han har ikke været der for dem et stykke tid, og det kan man godt mærke, har påvirket Magnus meget.
Én gang har jeg oplevet, at han har grædt til en film, og det fik mig bare til at holde endnu af ham.
Han er omsorgsfuld, og han er en rigtig god ven, for han er loyal. Han passer godt på de mennesker, han holder af. Og samtidig kan de mennesker, han ikke bryder sig om, godt få et møgfald eller to en gang i mellem. Men så er det også slemt, for han er godt til at få sagt sin mening på en pæn måde.
Han er god til at lytte, men knap så god til selv at fortælle, hvad han føler.
Vi har været kærester i 10 måneder, og jeg har indset, at han virkelig er et godt menneske.
Jeg er så glad for ham, for han støtter mig og tror på mig, selvom jeg selv er holdt op.
Det kan mærkes i luften, at han holder af mig. Jeg kan mærke det. På måden han kigger på mig, på måden han behandler mig på. Det er rart. Han er rar.  Vi er rare.

Magnus, du er dejlig. Jeg holder så utroligt meget af dig.

(I er mere end velkomne til at være nysgerrige, så hvis I har noget på hjertet, så skriv en kommentar.)

Ingen kommentarer: