Pages

4. jun. 2011

Et øjebliks fred

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle have det på den her måde nu. Følelsen af at have brug for at være alene. Jeg bliver så irriteret af de mennesker, der er omkring mig. De larmer, de er overgearede og det irriterer mig grænseløst. For de forstyrrer min bobbel, de prikker hul i den og klemmer luften ud af den. Den bobbel jeg har lavet for at få fred et øjeblik. De giver mig ikke lov til at have et øjeblik for mig selv, og det gør mig bare endnu mere irriteret. De gør det ikke med vilje, det ved jeg godt. Men de burde kunne mærke det på mig, det stråler ud af mig. Men det må de selv om, for nu er jeg gået, det er nok bedst for alle, for dem og for mig. For hvis jeg ikke var gået, var jeg flippet skråt på dem, og det ville blive grimt, ubehagelig og akavet. Jeg er flygtet. Væk fra larm, råb og skrig og forstyrrende venner. Det er faktisk rart.
Published with Blogger-droid v1.6.9

1 kommentar:

Amanda sagde ...

Jeg havde selv tænkt mig tidligere at lave en blog om den følelse. Specielt når man har været rigtig social hele dagen, og har haft det sjovt osv. Man tager hjem for at slappe af... Det første man møder er sin lillebrors utroligt larmende pivende computerspil, man lukker hans og sin egen dør, og så kommer mor op og vil snakke om absolut alt.. Man har bare lyst til at skrige: "lad mig være", men man lyder som en møgunge :D