Pages

24. jun. 2011

Den sidste tid

Bogstaveligt talt? Både og. Det har været den sidste tid mht. skolen og alle veninderne, den sidste tid inden sommerferien. Og så tjaeh, så er det vel bare en god omgang billeder og fortællinger fra den sidste tid, fra den sidste uge. Et kæmpe rod af følelser og tanker.

Tirsdag var egentlig meget stille og rolig. Eller det skulle den have været. For jeg skulle have daset med Magnus, set film og tjaeh... forberedt mig mentalt på dimissionsfesten. Men sådan skulle det ikke være. I hvert fald ikke ifølge min krop. Nogle gange får jeg noget, min mor kalder migræne på øjnene. Jeg tror egentlig ikke, det har noget at gøre med migræne at gøre, og jeg har lidt en teori om, at det er når jeg ikke har drukket nok. Vand, altså. Men det er noget så ubehageligt. Noget af mit syn begynder at flimre, lidt ligesom når der er flimmer på fjernsynet. Det plejer at starte inde i midten af mit syn og så bevæge sig udad. Det lyder måske ikke så slemt, og det er det egentlig heller ikke. Hvis man glemme, at jeg altid får det røvdårligt af det. Jeg får hovedpine, kvalme og bliver svimmel. Jeg kan ikke drikke eller spise, se fjernsyn, læse eller høre musik. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget. Det er meget sjældent, jeg får det, men det er da heller ikke ligefrem noget, jeg gerne vil have noget mere.
Næ, jeg skulle ikke have en afslappet dag med min kæreste. Jeg skulle have kvalme og ondt i hovedet og være svimmel i et par timer. Magnus fik da heldigvis lagt mig til at sove, og gudskelov faldt jeg også i søvn. Så tirsdagen endte alligevel med at jeg fik mit eksamensbevis.





























Jeg fik denne smukke pung i afgangsgave af far og Charlotte.

Onsdagen startede med at 70 fulde og lettere berusede mennesker sang "hip hurra det' min fødselsdag" for mig. Det var akavet og lidt pinligt, da jeg var blevet placeret på en vakkelvogn stol midt i mængden af hoppende mennesker. Men alligevel var det nu meget fedt at have five minutes of fame. Så jeg er glad for, at mine venner pinte mig med tanken om det. Jeg fik det overstået med manér og nu kan jeg kigge tilbage på det med et smil på læben. Det indrømmer jeg blankt, selvom jeg ikke er meget for det. Selvom jeg ikke var meget for det. Resten af dagen fløj afsted i selskab med Magnus, gaver, lagkage og gæster. Jeg havde en god dag. Og overmange gange tak for alle jeres hilsner! I er fantastiske!




Torsdagens første timer gik med at gøre rent ude hos far. Så tog jeg hjem til Magnus, hvor jeg hjalp ham med at pakke sin kuffert og downloade musik. Vi hyggede os rent faktisk med det, høj musik og godt selskab slår nemlig aldrig fejl. Haha, og så fik jeg grinet ret så meget af mig selv, der forsøgte mig med at stryge Magnus' skjorte. Det skal lige siges, at jeg aldrig har strøjet noget før, så jeg synes egentlig, det gik okay, men fuck hvor jeg grinte af migselv. I skulle have set mig. Dét der med at få lagt skjorten rigtigt, det er altså svært. Og så havde jeg nær tabt det glohede strygejern på gulvet. Jeg nåede heldigvis at gribe fat i ledningen. Camilla, næste gang skal du måske være under opsyn af sikkerhedsmæssige årsager. 
Da Magnus var færdig med at stresse rundt kørte vi hjem til mig, for senere at køre i Strandparken til Sankthans. Bålet var allerede tændt, da vi kom, men det gjorde nu ikke så meget. For stemningen var ikke mindre end fantastisk. Glade mennesker med en øl i hånden, børn der løber rundt og leger og klumper af folk der har slået sig ned på græsset med tæpper. Noget, der dog var rigtig synd, var, at bålet allerede var brændt ned efter halvanden time. Det tog lidt af stemningen, men det var nu også ret fedt med det band, der spillede. Jeg havde en fantastisk aften, men nogle helt igennem vidunderlige mennesker. Da der havde været fyrværkeri, tog vi hjem. Apropos fyrværkeri, så synes jeg egentlig at det er en noget så latterlig ting. Det er flot, det er så fatastisk at se på. Men hvorfor bruge så mange penge på noget, der varer så kort tid? Never mind, jeg havde en dejlig aften i selskab med skønne mennesker.































I morges vågnede jeg tidligt. Rigtig tidligt. Magnus skulle op og pakke det sidste, og jeg halvsov ret så meget indtil 06.30, da jeg stod og tog tøj på. Han skulle afsted kl. 07.30 (!!!!!!!), så jeg var lykkelig da jeg kom hjem til min seng igen. Det var tidligt, men det var det hele værd. Magnus var glad, og det gjorde mig glad. For det er sådan med Magnus, at han, når han bliver ked af det, bliver sur. Han lukker sig inde i sig selv, lukker verden ude. Så jeg havde virkelig frygtet, at han ville have været sur. Indelukket. Så jeg er rigtig lettet. Også fordi at jeg ved, at det betyder, at han får en fed tur. Det værste ved det er, at jeg bliver såret af det. Når han får det sådan. Det er fair nok at han lukker verden ude, at han gemmer sig, men det sårer mig, når han skubber mig væk. Når man får den kolde skulder. Så er det, at sætninger som "hvad har jeg gjort?" og "gider han mig ikke?", løber gennem mit hoved. Jeg ved godt, at det ikke er for at såre mig, at han gør det. Han gør det, fordi han holder så fandens meget af mig.
Men det var det hele værd. Jeg er så lettet, så glad, over at han fik en god start. At han kørte med et smil på læben. Jo, jeg kommer til at savne ham. Så forfærdeligt meget. Men jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er godt for os at få et par dage væk fra hinanden. Det tror jeg, men det bliver alligevel hårdt. Og det her er kun en uge. Jeg tør slet ikke tænke på USA. Fire uger. Shit.
Jeg har også været til åbent hus og i biografen i dag. Jeg skrev egentlig indlægget inden biografen for næsten tre timer senere, men så fuckede Blogger, og slettede halvdelen af mit indlæg. Tak for lort, min ven. Men her er det, jeg beklager forsinkelsen.


Ingen kommentarer: