Pages

29. jun. 2011

At gå andre folk på nerverne


























Vi tog til Randers i dag. Bare for at komme lidt væk, indånde en anden luft. Selvom det er rart at lave ingenting, kan man nu alligevel godt blive lidt rastløs. Når man ikke laver andet end at sove, læse bøger, surfe på internettet, spille spil, slikke sol, proppe i hovedet og kede sig lidt. Selvom solen skinner og jeg har sommerferie, så keder jeg mig lidt. Jeg kan godt mærke, at de andre gik mig lidt på nerverne i dag. Når man går op og ned med de samme mennesker i flere dage i træk, og ikke kan komme gå ind og lukke døren og være sig selv. Eller det kan jeg godt, men ikke på samme måde som derhjemme. Væggene er papirstynde, og man kan bogstaveligt talt høre alt. Men det er vel det magiske ved sommerhuse. Nærværet.
De andre er flinke nok. Mors nye kæreste og hans to børn. Okay, nye er måske for meget sagt. De har været sammen i et par måneder nu. Han døtre er fine nok, men de snakker bare hele tiden. Det føles lidt som om, de er bange for roen en gang i mellem. Karoline er rigtig sød og på min alder. Men jeg var ved at kvæle hende på vej hjem i bilen. Hun snakker bare hele tiden. Og jeg syntes ikke rigtig, at jeg kunne være bekendt at sige, at hun skulle holde kæft. Ikke til et næsten fremmed menneske. Og Laura er også sød, hun er dog kun 9. Hun har bare et eller andet med, ikke at høre efter, når man beder hende om noget. Hun bliver ved, også selvom man har bedt hende om at lade være. Hun kan ikke se, hvornår det er nok. Hvornår hun skal stoppe. Hun kender ikke grænsen. Det irriterer mig grænseløst. Men sådan er hun. Og det er fair nok. Det går mig bare på nerverne...
Kender I det med, at folk virkelig går en på nerverne? At man bare er tæt på at pande dem en?

Ingen kommentarer: