Pages

30. jun. 2011

Rengvejr, sokker og musik


























Det regner. Jeg elsker regnvejr. Der er bare noget smukt over det, noget naturligt. Noget, der er en lille smule magisk. Og så er det noget så hyggeligt. Regnvejr fører på en eller anden måde altid til hyggesokker og musik. I dette tilfælde er det Fallulah. Jeg købte The Black Cat Neighbourhood i går, hendes cd. Jeg kan slet ikke stå for hendes musik, hendes rå men samtidig så rare stemme. Og så er hendes tekster geniale, fordi de er så underlige, så langt fra normen.
Jeg købte også pladen med Selvmord. Selvmord. Er nok egentlig mest til Fallulah, men Selvmord gør det nu også godt. Kan især godt lide deres tekster, sådan noget stille og roligt noget, noget der betyder noget.

Hvad er I mest til? Selvmord eller Fallulah?

Positivitet. En peptalk til mig selv

Camilla, nu er det nok. Nok med al den negativitet her på bloggen.
Jeg kan ikke sove. Tankerne væltede rundt i mit hoved. Det gik op for mig, at alle mine indlæg har haft et lidt negativt skær på det sidste. Det er fordi, jeg savner Magnus. Og det synes jeg egentlig også, at jeg har lov til. Man har lov at savne. Men jeg skal også passe på, at det ikke bliver for meget, at savnet overtager mit liv.
Derfor vil jeg lave en aftale med mig selv. En regel: Ikke flere negativt ladede indlæg. Ingen indlæg om savn, ting jeg ikke forstår og irriterende mennesker. Kun glade indlæg. Positive indlæg.
Og ved I hvad, mennesker? I skal sørge for, jeg overholde det. At jeg overholder min regel.
Fra nu af vil jeg smile og le og tænke på Magnus. Men ikke alt det med, at jeg savner ham åh så meget. Jeg må gerne savne ham, ja. Men jeg vil tænke på, at han snart kommer hjem igen. Og hvor godt det bliver. Jeg vil fokusere på det positive i det, at det styrker vores forhold. Jeg vil ikke lade det blive en hindring, så jeg ikke kan nyde min ferie. Jeg vil ikke lade det få mig ned med nakken.

Er jeg helt skør? Positivitet er en god ting, ikke?
Eller er jeg helt væk? Nej, det er jeg ikke. Det er godt det her. Er det ikke?
Glæd jer til en negativ-fri-zone. Bare et par dage.
Så bliver alting normalt igen, det lover jeg.
Det er okay, ikke? At give sig selv forbud, at lave regler for sig selv?

29. jun. 2011

At gå andre folk på nerverne


























Vi tog til Randers i dag. Bare for at komme lidt væk, indånde en anden luft. Selvom det er rart at lave ingenting, kan man nu alligevel godt blive lidt rastløs. Når man ikke laver andet end at sove, læse bøger, surfe på internettet, spille spil, slikke sol, proppe i hovedet og kede sig lidt. Selvom solen skinner og jeg har sommerferie, så keder jeg mig lidt. Jeg kan godt mærke, at de andre gik mig lidt på nerverne i dag. Når man går op og ned med de samme mennesker i flere dage i træk, og ikke kan komme gå ind og lukke døren og være sig selv. Eller det kan jeg godt, men ikke på samme måde som derhjemme. Væggene er papirstynde, og man kan bogstaveligt talt høre alt. Men det er vel det magiske ved sommerhuse. Nærværet.
De andre er flinke nok. Mors nye kæreste og hans to børn. Okay, nye er måske for meget sagt. De har været sammen i et par måneder nu. Han døtre er fine nok, men de snakker bare hele tiden. Det føles lidt som om, de er bange for roen en gang i mellem. Karoline er rigtig sød og på min alder. Men jeg var ved at kvæle hende på vej hjem i bilen. Hun snakker bare hele tiden. Og jeg syntes ikke rigtig, at jeg kunne være bekendt at sige, at hun skulle holde kæft. Ikke til et næsten fremmed menneske. Og Laura er også sød, hun er dog kun 9. Hun har bare et eller andet med, ikke at høre efter, når man beder hende om noget. Hun bliver ved, også selvom man har bedt hende om at lade være. Hun kan ikke se, hvornår det er nok. Hvornår hun skal stoppe. Hun kender ikke grænsen. Det irriterer mig grænseløst. Men sådan er hun. Og det er fair nok. Det går mig bare på nerverne...
Kender I det med, at folk virkelig går en på nerverne? At man bare er tæt på at pande dem en?

Late night thoughts

Så har jeg kæmpet mig gennem 349 indlæg. Bloglovin' er noget så genialt. Når man altså har tiden til at følge med. Ellers er det noget af en humørdræber, når man indser, at tallet i parantesen bliver ved med at vokse. Jeg var så tæt på flere gange at sige fuck them all og markere dem alle som læst. Men næh nej, jeg er sej. Og derfor har jeg siddet oppe og læst dem hver og et. Og kløet min kløende krop. Fuck sol, og fuck solcreme endnu mere. Hvorfor skal det være så klistret? Det er jo ikke ligefrem fordi at det virker indbydende at smøre sig ind i.
Så nu er den kæmpe gule bøtte aftersun fra matas blevet min bedste ven. Jeg er vidst nok på 7 omgang.

(Jeg vil smøre mig ind i endnu et lag aftersun fra den kæmpe gule bøtte fra matas, inden jeg svæver til drømmeland. Sleep tight, hvis ikke I allerede sover. Til dem der gør: I er kloge, skønhedssøvn er vigtigt. Okay, jeg er lidt underlig, når jeg er træt. Don't mind, det er ikke så slemt. Det er værre normalt. Hey, jeg tror faktisk ikke, jeg har fortalt jer, at jeg blev kåret som årgangens hyperunge sidste skoledag. Det er lidt komisk, ikke? Har I opfattelsen af, at jeg er en hyperunge?)

28. jun. 2011

Når små ubetydelige ting bliver ting, man kan tude over

Mor havde sagt, at vi fik en masse kanaler i det nye hus. Vh1, The Voice, MTV, Disney Channel. Udover de normale. Nu må jeg så nøjes med The Voice. Det er billigere, og selvfølgelig forstår jeg godt, at hun gerne vil spare nogle penge. Selvfølgelig gør jeg det. Men jeg havde bare set så meget frem til det. Til at have alle kanalerne. Kanaler, jeg aldrig nogensinde har haft.
Jeg har ikke ret til at være hverken sur eller ked af det over det. Men alligevel kan jeg mærke, at jeg er ved at tude. Det er en af de helt små ting, som så alligevel betyder så meget. Det er et luksus-problem, jeg ved det. Men jeg føler bare, at jeg allerede havde fået dem. Og at hun så tager dem fra mig igen.
Jeg ved godt, at I nu tænker "Camilla, det er bare tre sølle tv-kanaler. Du har aldrig haft dem, kom videre", det er bare ikke 'tre sølle tv-kanaler' for mig. Det er noget stort, det er noget jeg virkelig har set frem til. At sidde på mit nye værelse og se Vh1, MTV og Disney Channel. Men nej, ikke alligevel.
Det, der nok også gjorde, at jeg blev sur over det, er, at mor så spørger, om jeg virkelig synes, at det er værd at bruge det mere på om måneden. Om det ikke er meget fedt? Nej, for hun har jo besluttet sig. Min mening ændrer ikke noget. Og det gør mig virkelig irriteret. Hvorfor spørger hun så?
Life sucks sometimes, hvorfor føler jeg alting så dybt?
Hvorfor kan jeg ikke bare sige fair nok og komme videre?
Og så vi får ikke engang TV3...

Magnus

Her er han så: min Magnus.
Min efterspurgte Magnus.



































































Søren og Magnus i Kina.





























Magnus og Hjalte.



























Magnus er smilende, går i farverigt tøj og har let til latter. Han laver altid sjov og får folk til at grine, han kan få mig til at grine. Han går i shorts otte ud af tolv måneder om året og ses tit med sin blå hat på hovedet. Når man går med ham nede i byen, møder han konstant folk, han kender. Han er sød, og han er nem at snakke med. Han er et meget ærligt menneske, han er meget følsom. Det er ikke sådan, at han går rundt med tårer ned ad kinderne, men når han er ked af det, bliver han sur. Han skubber folk væk.
Især hans far er et ømt punkt. Han er rar nok, men han har egentlig været lidt af et svin overfor Magnus og hans søster. Han har ikke været der for dem et stykke tid, og det kan man godt mærke, har påvirket Magnus meget.
Én gang har jeg oplevet, at han har grædt til en film, og det fik mig bare til at holde endnu af ham.
Han er omsorgsfuld, og han er en rigtig god ven, for han er loyal. Han passer godt på de mennesker, han holder af. Og samtidig kan de mennesker, han ikke bryder sig om, godt få et møgfald eller to en gang i mellem. Men så er det også slemt, for han er godt til at få sagt sin mening på en pæn måde.
Han er god til at lytte, men knap så god til selv at fortælle, hvad han føler.
Vi har været kærester i 10 måneder, og jeg har indset, at han virkelig er et godt menneske.
Jeg er så glad for ham, for han støtter mig og tror på mig, selvom jeg selv er holdt op.
Det kan mærkes i luften, at han holder af mig. Jeg kan mærke det. På måden han kigger på mig, på måden han behandler mig på. Det er rart. Han er rar.  Vi er rare.

Magnus, du er dejlig. Jeg holder så utroligt meget af dig.

(I er mere end velkomne til at være nysgerrige, så hvis I har noget på hjertet, så skriv en kommentar.)

Friheden til at gøre, hvad man har lyst til



Sover længe. Spiser. Læser. Slikker sol. Har det varmt. Spiser. Læser lidt mere. Sover.

27. jun. 2011

A fake real smile

Solskin, grin, latter. 
Jeg har det hele; jeg har alt,
jeg kunne ønske mig. 
Det burde gøre mig glad,
få mig til at smile, til at le.
Udenpå smiler jeg, udenpå ler jeg.
Men indeni længes jeg efter dig, 
længes efter dit selskab,
din opmærksomhed.
Jeg har det hele,
men hvad er der sjovt ved
at have alt,
hvis jeg alligevel ikke kan dele,
dele det med dig?
Når jeg ikke kan gå hånd i hånd,
når du er så langt væk. 
Selvom alt er godt, 
selvom det er til at være lykkelig over,
så er jeg ikke nået dertil endnu.
Jeg har ikke fundet porten.
Du betyder alt,
du skal se mig smile,
se mig have det godt. 
Se mig være glad.
Jeg smiler,
men indeni længes jeg efter dig,
længes efter dit selskab,
din opmærksomhed.
Jeg vil have, du har det skønt,
at du griner og ler,
og ikke er i det usynlige mørke,
som jeg befinder mig i.

Stranden... eller hvad der ligner



























Nu vil vi gå ned og bade, i badetøj og det hele. Ikke som på billederne, hvor vi bare var nede og soppe. Det er Laura til venstre, Karoline i midten og mig til højre. Vi hygger os, vi nyder livet i solen. Selvom det er ærgeligt, at det ikke er rigtig strand, men græd ned til vandet. Fuck it. Der er i det mindste vand.

26. jun. 2011

En tanke

Jeg har tænkt over noget. Jeg har brug for jeres ærlig mening.
Jeg er tit så hudløs ærlig overfor jer, derfor skal I også være ærlige overfor mig nu.
Jeg har tænkt meget over, om jeg skulle droppe indlæg om tøj og begivenheder i mit liv, og så kun skrive en masse følelsesmæssigt pladder. Som jeg nu kalder det. Skal jeg nøjes med de hudløse indlæg, de indlæg der er en stor omgang følelser? Kan I overhoved lide mine 'nu gør jeg dit', 'nu sker der dat' og 'se hvad jeg har købt'? Skal bloggen blive til all time mine følelser og underlige tanker?
Kære læsere, kære fantastiske mennesker som holder ved og læser med, hvad skal jeg gøre? Holder I af det hele, eller kan I bedst lide noget af det? Skal det være det ene, det andet, en blanding? Eller noget helt andet?
Jeg har virkelig overvejet at gøre bloggen til følelser og billeder på fuld tid.
Men jeg vil spørge om jeres meninger, jeres holdninger, for I læser trods alt med. I støtter mig i det, jeg gør. Jeg gør dette for min egen skyld, men ligeså meget for jeres. I får mig til at smile, til at tænke, til at føle.
Så hvad gør jeg? Hvad gør vi?
Vær ærlig.

Når man simpelthen ikke forstår det

Her den anden dag var jeg oppe at skændes med min mor. Det er noget, der sker virkelig sjældent. Virkelig, virkelig sjældent. Derfor var det også noget, jeg reagerede meget voldsomt på. Og det kom faktisk bag på mig.
Min far har fødselsdag d. 3. juli, og derfor har jeg i flere uger regnet med, at jeg skulle derud. Fordi det jo er hans fødselsdag. Og da han så ringede og spurgte, om jeg ville komme ud aftenen før og passe ungerne, sagde jeg ja. Hvorfor sige nej? De passer alligevel sig selv, og så får jeg penge for det. Men det passede åbentbart ikke min mor, at jeg skulle ud til far 'midt i hendes ferie'. Hun blev så sur over, at vi ikke kunne have 14 dages ferie i træk sammen, uden at jeg skulle derud. Og det forstår jeg bare ikke. Hun ville jo ikke engang have, at jeg tog derud på hans fødselsdag. Og det sårede mig rigtig meget. Så meget at jeg begyndte at tude. Hun smadrede lige mine følelser, hun tog den største sten og kastede den direkte ind i spejlet. Hvorefter det splintrede i tusindvis af stykker. Jeg ved godt, at det ikke var hendes mening at såre mig. Men det sårede mig bare virkelig meget. Det efterlod bare en stor flænge i mit hjerte. Det er endnu et ømt punkt. At mine forældre ikke bor sammen. Ikke at det plejer at være et ømt punkt, for de har det fint sammen, og det er jeg lykkelig for. Men når min mor skylder skylden på min far. Når hun skælder ham ud for, at jeg har regnet med, at skulle op til ham på sin fødselsdag. At hun giver ham skylden. Det syntes jeg bare ikke var fair. Hvorfor skal han have skylden for, at jeg har valgt det? Og at jeg så ikke forstår, hvorfor det er et problem, gør det hele så meget sværere. Så meget mere sårbart.
Jeg blev simpelthen så rasende. Så jeg spurgte hende om, hvordan hun ville have det, hvis jeg var hos far på hendes fødselsdag, og så ikke måtte tage hjem til hende.  Og at hun så dertil svarer, at jeg da sikkert ikke måtte det. Uhh, jeg var så tæt på at skrige. Det stak i hjertet. For jeg ved, at det slet ikke ville have været et problem. Sådan er de ikke.
Hun får bare far til at fremstå som et dårligt menneske, hun får det til at lyde som om det er ham. Som om det er hans skyld. Og det kan jeg slet ikke bære. Hvorfor fanden er det så vigtigt, at vi skal have 14 dages ferie i træk? Hun ser mig til hverdag, jeg bor ligesom hos hende. Og godt nok skal jeg med far 4 uger til USA, men jeg forstår bare ikke, at hun kan hidse sig så meget op over det. Hun sagde, at hun også ville have tid til at tage i tivoli og biografen og sådan nogle ting, men skal det lige præcis være dén dag? Hvorfor lige præcis en lørdag? Hvorfor ikke gøre det en hverdag? Er det ikke det, der er så fedt ved ferier? At man kan gøre hvad man har lyst til, hvornår man har lyst til det? Jeg forstår det simpelthen ikke.
Puha, det var en hård omgang. Det gjorde ondt.

25. jun. 2011

At savne

Okay, det er allerede hårdt.
Det er fedt at have noget tid for sig selv, men her mangler ligesom noget. Der mangler nærværet, selskabet. Der mangler støtten, kyssene, krammene. Det mangler latteren, smilene og fjollerierne. Ikke at være overladt til sig selv. Magnus mangler. Jeg tror, at det altid vil være hårdest for den, der bliver ladt tilbage. Den som ikke har noget andet at lave end at sidde og tænke. Den, der ikke skal et nyt sted hen, et sted der ikke er hjemme. Den der ikke skal ud og opleve en masse. Nu er det mig, der får det hårdest. For det er Magnus, der er væk. Men om bare to en halv uge er det ham, der kommer til at sidde og føle, at der mangler noget. Føle sig trist til mode, føle et stik i hjertet hver gang han kommer til at tænke på mig. Hver gang han kommer til at tænke på, at jeg render rundt og har det fedt, oplever nye ting. Så er det ham, der bliver efterladt herhjemme. Jeg har det så dårligt med det, men tanken om at han kommer til at sidde herhjemme og savne mig. Jeg ved det bliver hårdt for ham, hårdere end det bliver for mig. Men hvad kan jeg gøre ved det? Ingenting.
Jeg ville sådan ønske, at han kunne komme med. Så jeg ikke behøver at gå rundt og savne ham, længes efter hans glade sind og hans høje humør. Han farverige tøjstil og hans smil på læben. Hans hånd i min.
Jeg ville ønske, han var her til at fortælle mig, at det hele nok skal gå.

Trævægge og køjesenge



Nå, her er jeg så. I et sommerhus i Nordjylland, midt i en skov. Hvorfor er det, at sommerhuse har det med at have trævægge? Træ over det hele? Jeg synes altid, det bliver en anelse klaustrofobisk. Nogle ville mene at er hyggeligt, og at det er det, der gør det så hyggeligt at tage i sommerhus. Men altså, jeg er (næsten) ligeglad med, hvordan der ser ud. Bare jeg er her med de rette mennesker. Trævægge er okay, det er bare ikke lige det allerbedste jeg ved. Okay, jeg hader det faktisk ret meget. Det er grimt, ikke spor hyggeligt. Men fuck it, jeg har mit eget værelse, et sted hvor jeg kan lukke døren og være mig selv. Et sted jeg kan lade mine tanker få frit løb. Det er det vigtigste for mig. Så undgår man også andre menneskers snorken og andre lyde, man laver, når man sover.
Sidste gang, jeg sov i køjeseng, var på skiferien. I et værelse med min bror og søster. Jeg hadede det, men det gjorde ikke så meget. De var alligevel faldet i søvn inden jeg skulle sove.
Nå, jeg vil være social og spille spil med de andre.

Summerhouse

Tasken er pakket, og om lidt går turen mod et sommerhus i det jyske.
Jeg glæder mig til godt vejr, stranden, at læse gode bøger og spise god mad. At have det sjovt, og at hygge mig med nogle dejlige mennesker. Jeg kommer hjem igen fredag. But don't worry, der er internet, så min computer bliver min feriebuddy. Jeg skriver, når vi er kommet derop.
Hvad skal I lave, chicks?


24. jun. 2011

Den sidste tid

Bogstaveligt talt? Både og. Det har været den sidste tid mht. skolen og alle veninderne, den sidste tid inden sommerferien. Og så tjaeh, så er det vel bare en god omgang billeder og fortællinger fra den sidste tid, fra den sidste uge. Et kæmpe rod af følelser og tanker.

Tirsdag var egentlig meget stille og rolig. Eller det skulle den have været. For jeg skulle have daset med Magnus, set film og tjaeh... forberedt mig mentalt på dimissionsfesten. Men sådan skulle det ikke være. I hvert fald ikke ifølge min krop. Nogle gange får jeg noget, min mor kalder migræne på øjnene. Jeg tror egentlig ikke, det har noget at gøre med migræne at gøre, og jeg har lidt en teori om, at det er når jeg ikke har drukket nok. Vand, altså. Men det er noget så ubehageligt. Noget af mit syn begynder at flimre, lidt ligesom når der er flimmer på fjernsynet. Det plejer at starte inde i midten af mit syn og så bevæge sig udad. Det lyder måske ikke så slemt, og det er det egentlig heller ikke. Hvis man glemme, at jeg altid får det røvdårligt af det. Jeg får hovedpine, kvalme og bliver svimmel. Jeg kan ikke drikke eller spise, se fjernsyn, læse eller høre musik. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget. Det er meget sjældent, jeg får det, men det er da heller ikke ligefrem noget, jeg gerne vil have noget mere.
Næ, jeg skulle ikke have en afslappet dag med min kæreste. Jeg skulle have kvalme og ondt i hovedet og være svimmel i et par timer. Magnus fik da heldigvis lagt mig til at sove, og gudskelov faldt jeg også i søvn. Så tirsdagen endte alligevel med at jeg fik mit eksamensbevis.





























Jeg fik denne smukke pung i afgangsgave af far og Charlotte.

Onsdagen startede med at 70 fulde og lettere berusede mennesker sang "hip hurra det' min fødselsdag" for mig. Det var akavet og lidt pinligt, da jeg var blevet placeret på en vakkelvogn stol midt i mængden af hoppende mennesker. Men alligevel var det nu meget fedt at have five minutes of fame. Så jeg er glad for, at mine venner pinte mig med tanken om det. Jeg fik det overstået med manér og nu kan jeg kigge tilbage på det med et smil på læben. Det indrømmer jeg blankt, selvom jeg ikke er meget for det. Selvom jeg ikke var meget for det. Resten af dagen fløj afsted i selskab med Magnus, gaver, lagkage og gæster. Jeg havde en god dag. Og overmange gange tak for alle jeres hilsner! I er fantastiske!




Torsdagens første timer gik med at gøre rent ude hos far. Så tog jeg hjem til Magnus, hvor jeg hjalp ham med at pakke sin kuffert og downloade musik. Vi hyggede os rent faktisk med det, høj musik og godt selskab slår nemlig aldrig fejl. Haha, og så fik jeg grinet ret så meget af mig selv, der forsøgte mig med at stryge Magnus' skjorte. Det skal lige siges, at jeg aldrig har strøjet noget før, så jeg synes egentlig, det gik okay, men fuck hvor jeg grinte af migselv. I skulle have set mig. Dét der med at få lagt skjorten rigtigt, det er altså svært. Og så havde jeg nær tabt det glohede strygejern på gulvet. Jeg nåede heldigvis at gribe fat i ledningen. Camilla, næste gang skal du måske være under opsyn af sikkerhedsmæssige årsager. 
Da Magnus var færdig med at stresse rundt kørte vi hjem til mig, for senere at køre i Strandparken til Sankthans. Bålet var allerede tændt, da vi kom, men det gjorde nu ikke så meget. For stemningen var ikke mindre end fantastisk. Glade mennesker med en øl i hånden, børn der løber rundt og leger og klumper af folk der har slået sig ned på græsset med tæpper. Noget, der dog var rigtig synd, var, at bålet allerede var brændt ned efter halvanden time. Det tog lidt af stemningen, men det var nu også ret fedt med det band, der spillede. Jeg havde en fantastisk aften, men nogle helt igennem vidunderlige mennesker. Da der havde været fyrværkeri, tog vi hjem. Apropos fyrværkeri, så synes jeg egentlig at det er en noget så latterlig ting. Det er flot, det er så fatastisk at se på. Men hvorfor bruge så mange penge på noget, der varer så kort tid? Never mind, jeg havde en dejlig aften i selskab med skønne mennesker.































I morges vågnede jeg tidligt. Rigtig tidligt. Magnus skulle op og pakke det sidste, og jeg halvsov ret så meget indtil 06.30, da jeg stod og tog tøj på. Han skulle afsted kl. 07.30 (!!!!!!!), så jeg var lykkelig da jeg kom hjem til min seng igen. Det var tidligt, men det var det hele værd. Magnus var glad, og det gjorde mig glad. For det er sådan med Magnus, at han, når han bliver ked af det, bliver sur. Han lukker sig inde i sig selv, lukker verden ude. Så jeg havde virkelig frygtet, at han ville have været sur. Indelukket. Så jeg er rigtig lettet. Også fordi at jeg ved, at det betyder, at han får en fed tur. Det værste ved det er, at jeg bliver såret af det. Når han får det sådan. Det er fair nok at han lukker verden ude, at han gemmer sig, men det sårer mig, når han skubber mig væk. Når man får den kolde skulder. Så er det, at sætninger som "hvad har jeg gjort?" og "gider han mig ikke?", løber gennem mit hoved. Jeg ved godt, at det ikke er for at såre mig, at han gør det. Han gør det, fordi han holder så fandens meget af mig.
Men det var det hele værd. Jeg er så lettet, så glad, over at han fik en god start. At han kørte med et smil på læben. Jo, jeg kommer til at savne ham. Så forfærdeligt meget. Men jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er godt for os at få et par dage væk fra hinanden. Det tror jeg, men det bliver alligevel hårdt. Og det her er kun en uge. Jeg tør slet ikke tænke på USA. Fire uger. Shit.
Jeg har også været til åbent hus og i biografen i dag. Jeg skrev egentlig indlægget inden biografen for næsten tre timer senere, men så fuckede Blogger, og slettede halvdelen af mit indlæg. Tak for lort, min ven. Men her er det, jeg beklager forsinkelsen.


I en fart

Mit liv er ret godt lige i øjeblikket. Det hele går så hurtigt, og jeg føler ikke rigtig, at der er timer nok i døgnet. Men jeg nyder det nu alligevel, og derfor må i leve med, at jeg har forsømt jer lidt her på det sidste. Tiden er bare fløjet afsted, det er lidt vildt, at det lige pludselig går så hurtigt!
Magnus tog afsted på turné i morges (kl. fucking 7.30. gaaaaab!), og han er væk lige indtil næste mandag. Gosh, det bliver rigtig hårdt, især fordi han bogstaveligt talt har boet hos mig de sidste uger pga. læseferien. Det har været så lækkert! Nå, men jeg tager til åbent hus her om lidt, og så kommer jeg hjem engang omkring aftensmadstid eller noget. Og så skal jeg i biografen i aften, min fødselsdagsgave. Nice one, haha. Jeg fortæller om det senere, for der er jeg ikke på vej ud af døren. Jeg lover, jeg vil fortælle om det hele. På spejderære.

22. jun. 2011

When the sun is shinin'

Har I lagt mærke til det?
Solen skinner rent faktisk på min fødselsdag!'


Okay, Blogger fucker igenigen med mine billeder, og normalt ville jeg blive totalt aggressiv, men ikke i dag. Nope, intet får lov til at ødelægge mit humør i dag. Den skal være fyldt med smil, latter og kys fra kæresten. Mhhhmmm.

20. jun. 2011

Jeg skal tro mere på mig selv

Jeg er tilbage. Jeg er tilbage fra det, jeg frygtede så langt ind i mit hjerte. Det, jeg frygtede, skulle gå så grueligt galt. Men nu er det overstået, og jeg er så lettet. Det gik godt, rigtig godt, og jeg fik 12 i mundtlig engelsk. Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg, jeg har fortjent det. Jeg er så stolt af mig selv, at jeg kunne sætte mig ned at tude. Glædestårer. I aner ikke, hvor godt jeg har det lige nu, hvor højt jeg svæver over jorden. Jeg har sommerferie, jeg har lige fået 12 i mundtlig engelsk, jeg overvandt min nervøsitet og min frygt og brugte det som en styrke.
Hvis alt dette eksamensræs har lært mig noget, så er det, at jeg skal tro mere på mig selv. Lære at sige 'du kan godt' og 'det skal nok gå'. For jeg kan godt, og det går godt. Det har jeg bevist over for mig selv. Jeg har bevist, at jeg godt kan, at jeg ikke er helt dum. Nothing more, nothing less: jeg kan godt, jeg skal bare tro på mig selv.


























Mig og Jonas. Haha.

Kære venner, tusind, tusind, tusind tak for jeres kommentarer til sidste indlæg (og alle de andre indlæg). Tak fordi I tror på mig, tak fordi I er der for mig og bakker mig op, når det hele vælter. I er sgu nogle fantastiske mennesker, hver og én. Tænk at I bruger jeres kostbare tid på at læse alle mine tanker, på at fordybe jer i mit liv. I gør mig glade, tak.

19. jun. 2011

Jeg brød sammen

Det hele rabler sammen om mig lige nu. Eller det gør det ikke, det føler jeg bare, at det gør. Jeg sidder og øver mig på mit foredrag til i morgen, til den der irriterende engelskeksamen. Jeg kan det ikke, jeg roder rundt i det. Og så er jeg så fucking nervøs allerede nu. Måske er det fordi at jeg inderst inde godt ved, at det kommer til at gå af lort til i morgen. For jeg kan ikke mit foredrag. OG jeg kan simpelthen ikke samle mig om at øve på det. Ikke engang at læse det. Jeg er så ked af det, tårerne løber bare ukontrolleret ned ad mine kinder. Jeg er så ked af det lige nu, at jeg rent faktisk har overvejet, at jeg ville dumpe. Det ville jeg ikke kunne bære, hvor ville jeg være skuffet. Skuffet over mig selv. Jeg er ikke sådan en, der dumper. Jeg har kun fået ét eneste 4-tal. Og det var i 6. klasse. For flere år siden.
Nej, jeg kan ikke lade det ske, jeg fortjener bedre. Jeg kan ikke gøre det overfor mig selv. Så der er kun 1 ting at gøre. Og det er at øve. Og øve. Og øve. Og øve. Og øve lidt igen.
Jeg er helt knust, bare af tanken. Men jeg må se min frygt i øjnene og bruge det som en styrke. Jeg har ikke noget valg.

Spænding (ikke så filosofisk, som jeg gerne ville have haft det)

Glæd jer, i morgen er jeg igen jeres. I morgen slipper den sidste eksamen grebet om mig, i morgen sætter den mig fri. Jeg har været taget som fange af prøver, noter og skyldfølelsen over ikke at have læst så meget, jeg burde, de sidste par uger. Det er snart slut, det er snart overstået og jeg kan kaste mig ind i sommerferiens varme favn. Jeg kan sige farvel til nervøsitet, eksamener, tidsmangel og pensa og goddag til frihed, spænding, alverdens tid og at jeg kan gøre præcis hvad, der passer mig, hvornår det passer mig. Det bliver (undskyld mit udtryk) så fucking fantastisk, og jeg kan næsten ikke vente. Jeg kan næsten ikke vente med at gå ud af prøvelokalet med et smil på læben med tanken om, at jeg har sommerferie. At et nyt kapitel i mit liv nu starter. For godt nok skal jeg 26 dage til USA, New York, Florida (indsæt megaglad, dansende smiley med et overgearet ansigtsudtryk), og godt nok skal jeg starte et nyt sted med nye mennesker og nye rutiner efter ferien, men det er ikke det hele. For min mor og jeg pakker 11 år ned i papkasser og flytter i hus. Godt nok er det småt, sådan ca. 20 kvadratmeter mindre end vores lejlighed, og godt nok er det kun 2 min fra der, hvor vi bor nu. Men der er en have og der er en førstesal. Jeg har altid drømt om at bo i et hus med førstesal. Og så har huset charme, det er så fint.
Så min krop er fyldt til renden med spænding. Er det så svært at forstå? Det bliver svært at vinke farvel til det gamle liv, men det bliver fedt at tage imod det nye.





























Vores vanvittighed, vores skørhed, det er simpelthen det bedste. Vi kan være seriøse, men vores forhold er så fedt, fordi vi kan grine af tingene. Der er intet der er akavet, intet vi ikke kan snakke om. Fuck hvor jeg kommer til at savne ham, det bliver så hårdt at være væk fra ham så lang tid. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at græde, når vi skal sige farvel. Men jeg tror faktisk også (okay, det lyder måske langt ude), at det er godt for os, godt for vores forhold. Vi er altid sammen, og jeg elsker det, men jeg tror det bliver godt at være væk fra hinanden. Og det bedste af det hele er, at det bliver så ubeskriveligt godt at se ham igen, når jeg kommer hjem.

Mit liv er bogstaveligt talt lutter lagkage lige nu. Jeg har fødselsdag på onsdag. Ikke fordi jeg ikke glæder mig bare lidt, for det gør jeg, men jeg er ikke helt vildt oppe at køre over det. Jeg bliver 16, jeg må købe alkohol. Men det er lidt ligesom med jul. Det er meget hyggeligt, og det er altid fedt at få gaver, men jeg hader fødselsdagssange, lagkager og balloner. Don't know why. Sådan er jeg bare.

17. jun. 2011

...

Jeg har 447 posts på bloglovin'. Fml.

Three down, one to go

Så er tre ud af fire af mine eksamener overstået. Jeg var oppe i dansk i går. Det gik rigtig fint, lidt mere end fint måske, jeg trak en novelle og fik 10. Så jeg er godt tilfreds, jeg er faktisk også lidt lettet. For jeg var nervøs, så nervøs at jeg rystede og begyndte at grine lidt af mig selv, den ene gang, jeg gik i stå 5 sekunder. Jeg var nervøs, selvom det var afslappet og censor var sød. Det er overstået, og jeg er kommet over det med et smil og et lettet hjerte. Nu gælder det bare engelsk på mandag 8.15, og så har jeg sommerferie. Egentlig er jeg ikke nervøs for engelsk, for jeg kan jo godt snakke engelsk. At jeg bare skal snakke så meget jeg kan så korrekt så muligt, skal bare blive hængende i mine tanker. Mit foredrag er næsten færdigt, jeg mangler et par sætninger.  Jeg havde faktisk skrevet det, da vores lærer fik den "gode" idé, at vi skulle fremlægge det for klassen. Han sagde bagefter, at det var et meget fik niveau, men at det skulle være mindre facts og mere mig. Så jeg har siddet og skrevet det om i går, og jeg er mere end tilfreds med det. Det er mere mig, det er bedre.










































Her er, hvad jeg havde på i går. Dejligt afslappet, perfekt til en prøve. Skjorten er den, jeg købte i tirsdags i H&M til 79.95dkk. Den er rigtig rar at have på, og så elsker jeg bare skjorter! Til min eget forsvar, vil jeg gerne lige pointere, at uldsokkerne kun kom på, for ikke at fryse, da jeg sad med åbent vindue og lyttede til regnen.

Udover at være til prøve og sidde herhjemme og være kedelig med mit engelsk, var jeg på mcdonalds og i H&M med Katrine, Hjalte og Magnus. Vi havde det ret så sjovt, det var fedt. Selvom drengene nok ikke helt syntes, at det var fedt at sidde og vente på os en hel time i H&M. Jeg forstår dem nu godt, stakkels dem.

Senere i dag skal jeg ud til den mandlige halvdel af mine forældre, Magnus kommer også med derud. Jeg tror, det bliver hyggeligt. Vi skal fjolle rundt, se film, grine og have det godt - og så er der så liiiiige det, at jeg også skal øve engelsk, men det går nok. Jeg skal nok nå det hele.

At filosofere: Når man lever livet

Jeg har altid defineret folk, som lever livet, som nogen, der fester dagen lang, drikker sig fulde og gør dumme ting i deres livs brandert. Jeg har set på dem fuld af fordomme og foragt, for jeg forstod det ikke. Det tror jeg, jeg gør nu. For hvad er betegnelsen på at leve livet? Hvornår lever man livet? Og er det kun nogle mennesker, der har muligheden for at leve livet?
Jeg har her det sidste stykke tid virkelig levet livet, levet livet efter mit hoved. Levet, som jeg allerhelst vil leve mit liv. Noget af det, der er allerbedst, er at man ikke skal i skole. Man får ligepludselig så mange valgmuligheder, så mange nye døre, man kan åbne og se, hvad der gemmer sig bag. Og fordi jeg har haft muligheden for det, har jeg levet livet. Jeg har ikke festet dagen lang og drukket mig i hegnet, for sådan er jeg ikke. Jeg har været længe oppe, prøvet nye ting, været ude til sent, mødt nye mennesker, været mere social end nogensinde, og så har jeg været spontan. Jeg har altid drømt om at mestre spontanitet, være det der spontane, sociale menneske, men det har bare aldrig været mig. Det er der lavet om på nu. Lige nu, i dette øjeblik, er jeg præcis den person, jeg gerne vil være, den person, jeg virkelig er. Jeg er mig. Og det allervigtigste af det hele? Jeg har grine,, jeg har smilet, jeg har været lykkelig. Jeg er lykkelig. Hvorfor være andet? Jeg er præcis der, hvor jeg gerne vil være, og jeg udnytter det fuldt ud. Jeg lever livet.
Jeg tror ikke, der er en betegnelse på at leve livet. Jeg tror på, man lever livet, når man har det godt og lever sit liv som man synes, det bør leves. Lever sit liv, som man synes, det ikke kan leves bedre. Om man så fester og drikker sig i hegnet, er social og spontan eller noget helt tredje, så er at leve livet, når man nyder sit liv. Jeg tror på, at vi hver især har vores egen betegnelse på at hvordan, man lever livet. Og så tror jeg bestemt, at alle kan leve livet. At alle har muligheden for det før eller siden. Det gælder bare om at finde ud af, hvad man vil med sit liv, hvordan man vil leve det.

Hvornår lever man livet ifølge jeres hoveder? Hvornår ville I sige, at man lever livet? Og hvordan synes I, jeres liv skal leves?

16. jun. 2011

Fotodiary 140611


























Dagens outfit, kærestens t-shirt, gemacher fra H&M  og sko fra Bianco


























Jeg fik fotoflip...






























Jeg sad nede på havnen og læste dansk-tekster. Helt for mig selv omgivet af blæsten, bølgernes skvulpen og mine tanker. Det var rart at sidde side om side med stilheden. Jeg fik lov at tænke, lov at slappe af, lov at filosofere over livet og kun tage hensyn til mig selv.







































Et lidt klamt prøverums-dagens. Men man kan da i det mindste se, hvad jeg har på. Right?
Nedenunder er de ting, jeg prøvede.











































































Købte både den sorte og den grå tanktop, da de var sat ned til 20dkk og 30dkk. Begge er fra Vero Moda.



























Fandt denne mørkeblå løse tanktop og købte den med hjem. H&M, 59.95dkk.






































Købte også denne fine skjorte fra H&M til 79.95dkr i H&M.

14. jun. 2011

Two drops of heaven



































Her er mine to nye vidundere. De er fra Bianco og koster 450dkk. Jeg er simpelthen så vild med dem, jeg kan slet ikke stå for det rå look. Og det bedste af det hele? De sidder som en drøm, de er bare så behagelige at have på. Jeg var så glad, da jeg fik øje på dem, for jeg har virkelig gået og drømt om et par sandaler noget lignende for jeg ved ikke hvor længe. Derfor er bliver jeg nærmest høj bare af af se på dem.
Hvad synes I om mine nye sko, dejlige mennesker? Og hvad synes I om sko generelt? Is it a love or a hate thing?