Pages

18. jan. 2011

What do I think?: Love and other drugs

I går var jeg som sagt inde og se Love and other drugs.

I ville gerne høre om den, så her kommer, hvad jeg synes. Også selvom det ikke liiiiiiiige var planen sådan at gå i detaljer:
 Den handler om en mand, der lever livet i overhalingsbanen som sælger af elektroniske ting (fjernsyn, computere, stereoanlæg osv.). Og vigtigst af alt; en ny kvinde hver nat. Men så da han bliver fyret fra sit arbejde for at have haft sex med ejerens kæreste, får han et nyt job som medicinsælger, hvor han skal tage rundt til læger og klinikker. På en af klinikkerne møder han så denne hersens pige. En pige med Parkinson's syndrom. En sygdom hvor man ryster på hænderne, og kan få det rigtig dårligt. Han falder pladask for hende, for hun er ikke som de andre piger. Hun falder ikke for hans charme og hans kvikke scorebemærkninger. Hun er anderledes. De bliver kærester, og de har det rigtig godt i hinandens selvskab, de er glade for hinanden. Men hun indser, at hendes sygdom kun kan blive værre, og hun ikke vil have, at han dumper hende pga. sygdommen - og derfor dumper hun ham. Det fungerer bare ikke, når de ikke har hinanden, og så til sidst får de hinanden.
Overordnet synes jeg, det er en rigtig sød film. Den fremstiller ikke personen med sygdommen som en dårlig person, som jeg synes, det tit godt kan fremstå. Filmen er så hudløst ærlig, at den får en til at tænke. Tænke på, at man er heldig ikke at være syg, og at det virkelig er forfærdeligt for dem, der har sådan en sygdom. Den får en til at værdsætte livet, værdsætte at man ikke fejler noget andet end hovedpine, lidt snot eller en smule ondt i ryggen. At vi ikke er så syge, at det påvirker os resten af livet. Og samtidig med al det pladderromantiske-melidenhedsræs, så fremviser det også de syge som gode mennesker, der lader deres liv påvirkes så lidt som muligt af ders sygdom. De bliver fremstillet som seje mennesker, i hvert fald i mine øjne. Jeg ved ikke, om det er dårligt eller skidt, men filmen fik mig lidt til at føle heldig. At jeg er så priviligeret ikke at fejle noget som helst - og at mine nærmeste heller ikke fejler andet end knald i låget.
Jeg synes ikke, det er nogen wow-film, men jeg er bestemt heller ikke skuffet. Den er sød, og jeg synes egentlig, at den burde ses. Også selvom den varer 2 timer og at min kæreste nok ikke ville have set den.

Ingen kommentarer: