Pages

11. nov. 2010

Dansk stil


Forladt.
 Vejret var gråt. Det blæste lige akkurat så meget, at havet gad tage sig sammen til at lave bølger. De var hverken store eller små, men den størrelse som bølger nu har på sådan dag. Det var koldt, men han mærkede det ikke. Han stod i vandkanten og kiggede ud over det mørkeblå hav. Filosoferede over sit liv og den drejning, det havde taget. Det havde været hårdt, og hans hoved var fyldt op med tanker. Så mange tanker at det somme tider føltes, som om de levede deres helt eget liv. Han havde ikke mere kontrol over dem. De fløj rundt hulter til bulter mellem hinanden inde i hans hoved, de skramlede sammen og var ligeglade med, at de lavede larm. Det eneste, han kunne gøre, var tålmodigt at stå og se på fra sidelinjen. Hans humør var lige så gråt og kedeligt som vejret, og den eneste grund til at han havde bevæget sig ud i dette kolde vejr, var i håb om at kunne rydde lidt op i sine tanker. Det var ikke til at holde ud længere, for de skreg så højt, at han fik ondt i hovedet.
Han gik videre ned ad stranden og standsede først, da han nåede den sidste høfde. Det var her, han plejede at vende om. Han kunne godt lide rutiner, alting behøvede ikke at skulle fornys hele tiden. Han lod blikket glide langs horisonten og opdagede, at en mørk skymasse var ved at tage form i horisonten. Det så dunkelt ud. Han vente om, og begyndte at gå tilbage langs stranden. Vejret bekymrede ham ikke, men alligevel skulle han lige kigge sig over skulderen en sidste gang. Noget fangede hans blik og fik ham til at standse. Først tænkte han, at det var en sammenrullet, violet tøjklump eller et glemt håndklæde. Han besluttede sig for at kigge nærmere på det, og gik med let tøvende skridt tilbage. Det var en dukke. Den var slidt, og så ud som om den burde være blevet udskiftet for længe siden. Den lå ganske vist på et håndklæde – som om den var lagt til at hvile der. Han bukkede sig hen over den og tog den derefter op. Rystelsen gjorde, at de løse øjenlåg gled op og afslørede dukkens klare, blå øjne. Tiden gik i stå.

Pludselig var det ikke dukkens, men hendes øjne, han kiggede ind i. Hendes vidunderlige, blå øjne. De lignede krystaller, og når solen skinnede, blev hendes øjne endnu mere fantastiske. De glimtede som de millioner af små stykker glas, man får, når man smadrer en rude og lægger dem i solen. Han huskede dem tydeligt. Hver gang han kiggede hende i øjnene, gik tiden i stå. Når han kiggede hende i øjnene, blev han helt opslugt, og det var som om, man kunne læse hendes tanker og se hendes drømme. Man vidste præcis, hvad hun tænkte på, og hvordan hun havde det. Hendes øjne var vejen til hendes hjerte. Han huskede den sommerdag i juni, han havde set hende for første gang. Hun havde haft en hvid kjole, der smøg sig om hendes perfekt brunede krop, på. Som hun gik der i strandkanten med vind i sit lange, lyse hår, havde han lagt mærke til, at hun var trist. Selvom hun grinede og pjattede med sine veninder, havde han set smerten i hendes blik, da hun et kort sekund havde kigget på ham. Da det var blevet mørkt, og han var gået op mod parkeringspladsen, havde hun siddet der helt alene i det kølige sand. Man kunne se, hun havde grædt, så han satte sig forsigtigt ned ved siden af hende uden at sige noget. Og der sad de så i stilhed og kiggede på det brusende hav.

Med et stadigt fast greb om den slaskede dukke kiggede han op. Den mørke skymasse, som før kunne ses ude i horisonten, var pludseligt skræmmende tæt på. Det var begyndt at regne, det stod ned i stænger, men han vidste, at vanddråberne, der løb ned ad hans kinder, var tårer. Han var rigtig ked af det og havde været det lige siden, hun døde. Alle de følelser, han havde skubbet til side og gemt væk, fik afløb. Tårerne trillede ned ad hans kinder, og han følte sig på en gang lykkelig over følelsen af at få fjernet den kæmpe sten, der havde ligget på hans skuldre siden dagen, hun døde, og deprimeret over følelsen af aldrig at kunne stoppe strømmen af tårer. Den grå farve på himlen, tænkte han, må være samme farve som mit sind. Han tog en dyb indånding. Pustede ind og ud så langsomt han kunne. Så kiggede han ned og fangede dukkens blik igen.

Det havde været en blæsende dag i april. Det var koldt, og folk gik stadig med hue og vanter, selvom den sæson for længst var stoppet. Hun havde sin sorte vinterjakke på, og hendes hænder var beklædt med hvide, vamsede vanter. Hun havde været glad, da hun tog hjemmefra. Hun skulle møde sin elskede, og hun var spændt. Hun havde en glædelig nyhed at fortælle. De skulle mødes på den lille hyggelige café på byens hovedgade. De bryggede den bedste kaffe og bagte den bedste kage – hun fik altid marmorkage. De skulle mødes klokken 14.00.
  Da klokken var 15.00, var hun stadig ikke kommet, og det undrede ham. Hun plejede ellers altid at komme til tiden, og hun hadede, når folk kom for sent. Hun plejede at sige, at det var dovne mennesker, der kom for sent, og at hun i hvert fald ikke var doven. Han havde ringet til hende adskillige gange og sendt hende flere sms’er. Hvorfor svarede hun ikke? Da klokken var blevet 16.00, og hun stadig ikke var dukket op, besluttede han sig for at tage hjem. Hun havde godt nok aldrig brændt ham af før.
  Om aftenen ringede hendes veninde og spurgte efter hende. Han måtte med et strejf af undren i stemmen meddele, at hun ikke var hjemme, og at han faktisk ikke havde set eller hørt fra hende hele dagen. Han gik i seng med en stærk følelse af, at noget var forkert, og han besluttede sig for at ringe til politiet, hvis hun ikke var dukket op næste morgen.
  Hun var ikke dukket op, da han slog øjnene op næste morgen. Han gik i bad og spiste morgenmad, som han plejede, for, selvom han ikke ville indrømme det, ville han ikke helt indse, at der måske var sket hende noget. Han blev ved med at udskyde at ringe til politiet i tilfælde af, at hun lige pludselig brasede ind af døren. Han ringede også lige til hendes forældre og hendes veninde, men de havde heller ikke set eller hørt fra hende. Han blev nødt til det. Han efterlyste hende. Fortalte politiet at de havde en aftale, og at hun normalt ikke kom for sent. De ville sætte en eftersøgning i gang med det samme. Den næste uge levede han som en fange i et fængsel. Han var fangen, og hans lejlighed var fængslet. Han havde trukket alt ud af stikkontakterne, for han kunne ikke klare at se hendes ansigt dukke op i fjernsynet, høre hendes navn i radioen og modtage telefonopkald fra nysgerrige journalister.
  Efter 8 dage fandt man hendes lig i søen i en sort plasticpose. Hun var blevet voldtaget og myrdet af en gerningsmand, de ikke havde fundet endnu. Han havde det forfærdeligt. Som om hans hjerte var blevet flået ud af brystet på ham, revet over og blændet. Han var gået psykisk ned, og der gik flere måneder, før han kunne gå på arbejde og leve som et normalt menneske igen. Men selvom han gik på arbejde og levede sit liv, var hans indre stadig sort og forkullet. Den plads, hun havde haft i hans hjerte, var nu tom, og hvis man råbte noget, kunne man være sikker på at høre sin egen stemme forvandle sig til et tomt, rungende ekko. Den magi, der før havde svævet rundt i luften, havde gemt sig og nægtede at komme frem. Der var ikke længere glad dage, for alle dage var dækket af grå skyer.

Han hørte en måge skrige og kiggede op. Han kiggede ud over det blå hav, hvor bølgerne havde taget til i størrelse, og himlen havde fået en faretruende farve. Han tænkte på hende og på alle de gode stunder, de havde haft sammen. På hendes vidunderlige, blå øjne. Han skammede sig over, at han ikke havde været der til at beskytte hende. Men han var også dybt taknemmelig for, at have lært hende at kende. Hvordan ville hans liv have set ud nu, hvis han ikke havde sat sig ved siden af hende den aften på stranden? Han var ikke sikker, dog var der en ting, han var sikker på. Med hende var han den lykkeligste mand i verden.


Det er den danske stil, jeg skal aflevere i morgen. Der var tre krav, som skulle opfyldes: Handlingen skulle foregår over en dag, der skulle være et eller flere flashback og dukken på stranden skulle spille en væsentlig rolle.
Hvad synes I?

2 kommentarer:

Flaura sagde ...

WOW det er godt!! :D ved godt det er et lidt underligt at jeg kommentere på et så gammelt blog-indlæg, men kunne ikke lige lade være :D jeg er ved at læse hele din blog og bliver meget snart en fast læser :D

Millarikke. sagde ...

Flaura, tusind tak! Det er ikke spor underligt, det er bare dejligt. Når det kommer til stykket er sen ros vel bedre end ingen ros, ikke sandt? :D
Velkommen til, jeg håber du hænger på :b