Pages

19. aug. 2010

At filosofere: Glæden ved ikke at have alting

Jeg har gået og tænkt over noget her på det sidste. Glæden ved ikke at have alting.
Ja, glæden ved ikke at have alting. Jeg er kommet frem til, at glæden ved ikke at have alting er dét, at man kan få lov til at glæde sig til noget, se frem til noget og, vigtigst af alt, at kæmpe for tingene. For hvad er sjovt ved at have alting eller at få alt man peger på? Er der overhovedet en glæde ved at alting er som man gerne vil have det? Nej, det synes jeg ikke. Man kan ikke give sig selv en belønning i form af et par nye sko eller et nyt stykke tøj for det gode arbejde eller 12-tallet i stilen, for man har det allerede. Man får heller ikke lykkefølelsen af at få noget, man har brugt måneder på at spare sammen til og så endelig får.
Men det er vel heller ikke sjovt at få alting, som man gerne vil have det. Der er ingen udfordring i ens liv, for man skal ikke kæmpe for noget. Man risikerer ikke ikke at få noget, man får bare det hele foræret. Og når man ikke får noget udfordring, når der ikke er nogle huller i livets landevej, når der ikke er noget modstand, ja, så bliver man kedelig. Man udvikler ikke sin personlighed. Og man bliver ikke stærkere, for bliver man ikke stærkere af at kæmpe for noget?
Og hvad så, hvis man altid, hele sit liv, har fået alt serveret på et sølvfad og så ligepludselig ikke har den 'fordel', (eller skulle jeg sige 'ulempe'?), mere? Så har man ikke lært at kæmpe sig gennem livet, og så bliver det sgu hårdt, når støttehjulene bliver taget fra en.

Undskyld rodet. Jeg skrev bare løs, og er det i sidste ende ikke også bare lidt fedt, når det bare ligger hulter til bulter og flyder?

Ingen kommentarer: